Martin Ravn er ny sognepræst i Kokkedal Kirke.

Martin Ravn er ny sognepræst i Kokkedal Kirke.

Kokkedal Kirke præsenterer ny præst

34-årige Martin Ravn er kirkens nye sognepræst

Kokkedal Kirke har fundet sin nye sognepræst, som fremover sammen med sognepræst Kirsten Weile skal forkynde evangeliet og være en del af sognets og menighedens liv. Han hedder Martin Ravn og er født i Aalborg i 1984.

De første erfaringer med kirkeligt arbejde fik han efter sin studentereksamen, hvor han arbejdede et år i den Den Danske Sømandskirke i Rotterdam. Derefter læste Martin Ravn teologi ved Københavns Universitet samt et år ved Humboldt Universität i Berlin.

Forlagsredaktør

Efter embedseksamen blev han ansat som ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet, hvorefter han blev præstevikar forskellige steder i Helsingør Stift, og derefter redaktør på Kristeligt Dagblads Forlag.

"Nu er jeg så kaldet til Kokkedal Kirke. Jeg glæder mig til at deltage i og præge kirkens rige liv med alt, hvad det indebærer af forkyndelse, undervisning og samvær. Jeg er allerede blevet taget hjerteligt og venligt imod af Kirsten Weile og de af kirkens ansatte, jeg har mødt," fortæller Martin Ravn i en pressemeddelelse.

Kokkedal Kirkes nye sognepræst bor i Blovstrød, ikke langt fra Kokkedal. Her er hustruen, Kristine, præst, som han har tre børn sammen med: Martha på fem år, Vilhelm på tre år og Hans på fire måneder. Udover teologi interesserer Martin Ravn sig meget for historie, litteratur, film og musik.

"Jeg glæder mig meget til at lære menigheden at kende, og jeg håber, at folk i Kokkedal vil vise mig den tillid at dele deres glæder og bekymringer med deres nye præst," lyder det fra Martin Ravn.

Indsættelsen af Kokkedal Kirkes nye præst finder sted i Kokkedal Kirke søndag den 3. februar kl.10.00 og der er reception efter højmessen.

Publiceret 23 January 2019 11:30