Lars Kann Rasmussen fylder 80 år 3. februar.

Lars Kann Rasmussen fylder 80 år 3. februar. Foto: Søren Solkjær

80 år med ovenlys og samfundsansvar:

Blev født ind i Velux

Tidligere bestyrelsesformand i Hørsholm-koncern Lars Kann-Rasmussen fylder 80 år 3. februar

Lars E. Kann-Rasmussen er bogstaveligt talt vokset op sammen med VELUX ovenlysvinduet. I 1941 stiftede hans far, Villum Kann Rasmussen, egen virksomhed og udviklede det ovenlysvindue, der nu giver dagslys, frisk luft og udkig for millioner af familier i Europa og oversøisk.

Lars Kann-Rasmussen blev uddannet ingeniør og efter aftjent værnepligt tiltrådte han i 1964 en stilling som den tredje medarbejder i det helt nystiftede VELUX firma i Frankrig. Han varetog derefter flere stillinger i VKR Gruppen, inden han i 1970 tiltrådte som direktør for Dansk VELUX A/S. I 1976 blev han medlem af direktionen i VKR Gruppens moderselskab, der i dag hedder VKR Holding A/S. Senere blev opgaven arbejdende bestyrelsesformand i VELUX A/S fra 1985 i VKR Holding A/S fra 1992.

Han har med passioneret dedikation arbejdet for VKR Gruppen, de af hans far stiftede Fonde og med Familiens involvering. I 2005 blev han formand for VILLUM FONDEN, der er hovedaktionær i den fonds- og familieejede VKR Gruppe, hvor han blandt andet sikrede fondsdonationer til klima og miljø.

I 2010 trak han sig tilbage som bestyrelsesformand i VKR Holding A/S og VELUX A/S og i 2014 som fondsformand.

Han var ingeniøren

Hvor faderen Villum Kann Rasmussen især var opfinderen, har Lars Kann-Rasmussen været ingeniøren bag den fortsatte udvikling af produkter og markedsudvikleren, der har sikret VKR Gruppens vækst.

”Mit fingeraftryk har været ikke at vokse ud over det naturlige. Jeg har repræsenteret kontinuiteten. Det lange seje træk”, sagde han til Berlingske i forbindelse med firmagruppens 75-års jubilæum. Samlet blev det til 46 år med direktør og bestyrelsesposter i VKR Gruppen, der udover VELUX ovenlysvinduer blandt andet også omfatter VELFAC facadevinduer.

Jeg har repræsenteret kontinuiteten. Det lange seje træk

Da Lars Kann-Rasmussen i 2010 trak sig tilbage fra forretningsdelen, efterlod han en stærk firmagruppe med selskaber i over 40 lande og med samlet 15.000 medarbejdere.

Donationer som investering

Ordentlighed har altid været styrende for hans virke og navnlig har han arbejdet ihærdigt på at efterleve faderens Mønstervirksomhedsmålsætning fra 1965 om ansvarlighed over for samfundet og at alle med relation til virksomheden behandles ordentligt, samtidig med at der skabes økonomiske resultater.

VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN er i dag blandt Danmarks største bidragsydere inden for forskning i teknologi og naturvidenskab samt miljø, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. Lars Kann-Rasmussen foretrækker at se disse uddelinger og donationer som investeringer – hvilke giver det bedste almennyttige udbytte og giver noget tilbage til det samfund, som har skabt rammerne for firmagruppens virke. Dette var den bærende ide for stifteren, som familien har båret videre.

Kommandør af Dannebrogsordenen

Vinduer har altid været et centralt element i VKR Gruppens aktiviteter, og Lars Kann-Rasmussen har været drivkraften bag etableringen af vinduesmuseet VILLUM Window Collection i Søborg, der åbnede for offentligheden i 2015, som rummer en samling på 400 vinduer fra 1600-tallet og frem til i dag.

Udover sit omfattende virke i VKR Gruppen har Lars Kann-Rasmussen siddet i bestyrelsen i A.P.Møller-Mærsk, LEGO og Herlufsholm Skole og Gods. Han er i ind- og udland tildelt en række udmærkelser og ordener såsom Kommandør af Dannebrogordenen, Tietgen Medaljen i Guld, DTU’s Guldmedalje og har på vegne af VELUX FONDENE modtaget den fornemme æresbevisning Grand Mécène af det franske kulturministerium.

Privat er Lars Kann-Rasmussen på 50. år gift med cand.jur. Lene Kann-Rasmussen, og sammen har de tre børn.

Publiceret 25 January 2019 19:00