Efter 26 års ansættelse som pedel på Hørsholm Lille Skole har Mikael Thiemann valgt at gå på pension.

Efter 26 års ansættelse som pedel på Hørsholm Lille Skole har Mikael Thiemann valgt at gå på pension. Pressefoto

Skolepedel går på pension

Efter 26 år takker Mikael Thiemann af på Hørsholm Lille Skole

Hørsholm Lille Skoles pedel, Mikael Thiemann, har efter 26 års ansættelse valgt at gå på pension med udgangen af august.

Mikael har alle årene været en central skikkelse på den lokale privatskole. Som eneste pedel på en lille skole har man mange og utroligt varierede opgaver langt ud over den almindelige vedligeholdelse, og det kræver både stor imødekommenhed og tålmodighed, egenskaber som Mikael i høj grad besidder.

Tredobling af elevtal

Med et stigende elevtal i Mikael Thiemanns pedeltid fra 70 elever i 1993 til 210 elever i år, er antallet af opgaverne ikke ligefrem blevet færre med årene.

Alle børnene kender Mikael. For ud over at han har deltaget i skolens morgensang hver morgen med sin solide sangstemme og gode kommentarer, har han også hjulpet med til fælles arrangementer som motionsløb, svømmeundervisning, projektuger, musicalopsætning og ikke mindst lørdagsskole og Luciaoptog.

Han har også altid været klar med en cykelpumpe eller et plaster.

God hukommelse

Alle forældrene kender også Mikael Thiemann, for fire weekender om året har han sat dem i sving ved de obligatoriske forældrearbejdsweekender, hvor der bliver malet, gjort rent og sat i stand både ude og inde.

Mikael er en meget afholdt kollega, og det bliver svært at undvære både hans smilende tilstedeværelse og hans hukommelse, når der snakkes om 'gamle dage' på skolen, lyder det Hørsholm Lille Skole, der fylder 49 år i år.

Skolen holder afskedsreception for Mikael Thiemann fredag 30. august kl. 14-16. Alle er meget velkomne.

Publiceret 22 August 2019 17:00