Alt det her vil snart være en høj, hvis mur med vinduer ind mod Pernille Møller Lunds terrasse. Foto: Fred Jacobsen
Alt det her vil snart være en høj, hvis mur med vinduer ind mod Pernille Møller Lunds terrasse. Foto: Fred Jacobsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny sag om byggetilladelse: “Glæden ved vores hus er helt væk”

Frustrationer om byggetilladelser i Gøgevangkvarteret blusser igen op

Når Pernille Møller Lund går ud på sin vestvendte terrasse, kigger hun ind nogle grønne buske. De har fået lov til at gro. For om ikke så længe bliver udsigten en hvid husmur med et stort vinduesparti.

Det er hun ked af og mener, at Hørsholms politikere svigter hende og hendes familie på fem.

“Jeg erkender, at jeg ikke kan forvente hverken selvjustits eller involvering af os fra den, der bygger. Heller ikke den nødvendige hensyntagen. Derfor er det politikernes opgave at værne om en vis rimelighed,” siger Pernille Møller Lund til Ugebladet.

Hun finder det urimeligt, at den ny nabo på Kløvervang i Hørsholm kan få lov til at bygge et 259 kvadratmeter stort og otte meter højt hus i to fulde etager på en grund, hvor der tidligere var et lavt hus, som familien fra terrassen kunne se henover. Familien købte huset for to år siden og frygter nu, at det nye nabohus får en væsentlig indflydelse på deres livskvalitet.

“Glæden ved vores hus er helt væk. Vores beliggenhed er jo flyttet,” mener Pernille Møller Lund, som også forudser et prisfald.

“Vi kendte risikoen, da vi flyttede ind ved siden af et ældre hus. Vi regnede med, at der nok skulle ske noget på et eller andet tidspunkt. Men ikke en otte meter høj, hvid mur lige på den anden side af hækken,” lyder det fra Pernille Møller Lund.

Det er ikke første gang, der rejses kritik af Hørsholm Kommunes byggetilladelser i Gøgevangkvarteret. 20 naboer klagede i efteråret 2015 med underskrifter mod et konkret byggeri på Kløvervang 9, og de klagede generelt over, at der bliver givet tilladelse at bygge i to etager i kvarteret, selv om kommuneplanens ramme siger huse i halvandet plan. Efter nogle møder med forvaltningen og Miljø- og planlægningsudvalget valgte udvalget ikke at udstede et såkaldt § 14-forbud, som naboerne krævede.

Udvalgsformand Peter Antonsen (BL) viste dog forståelse og sagde, han ville arbejde for at få lavet en lokalplan for området, der sikrer kvarterets karakter.

Lokalplanen er dog aldrig blevet lavet og heller ikke sat på budgettet i indeværende år. Og selv om Peter Antonsen forstår Pernille Møller lunds frustrationer, vil han ikke love, at et lokalplanforslag kommer på budgettet i 2018.

“Jeg kan kun sige, at vi har et ønske om at forny vores byplanerne. For der er et behov for at få reguleret nogle områder. Det håber jeg, vi får gennemført,” siger han til Ugebladet.

Selv om der bliver sat lokalplan i værk i Gøgevangkvarteret, er løbet kørt for Pernille Møller Lund og hendes familie: Der vil nemlig blive givet byggetilladelse til den ny nabo, fordi byggeriet overholder Bygningsreglementet. Det er ifølge Rune Munch Christensen, leder af Team Byg i Hørsholm Kommune, afgørende i et område, hvor der ingen lokalplan er. Det frustrerer Pernille Møller Lund.

“Det er grotesk, at kommunen ikke respekterer kvarterets beboere og hjælper dem med at værne om den beliggenhed, de oprindelig købte huset for,” siger hun til Ugebladet.

Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side.

Publiceret: 11. Juli 2017 07:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugebladet

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!