Kjær & Lassen A/S er de nye ejere af Kokkedal Slot

Keops Development A/S har solgt til det forfaldne slot til nær samarbejdspartner

 

HØRSHOLM: Først mandag aften efter kommunalbestyrelsens møde offentliggøres navnet på den nye ejer af Kokkedal Slot, men overfor Ugebladet har flere kilder uafhængigt af hinanden oplyst, at Keops Development A/S har indgået en købsaftale med entreprenørvirksomheden Kjær & Lassen A/S, der har domicil i Kastrup. Dermed bliver Kjær & Lassen A/S de tredje ejere af Kokkedal Slot siden rigmanden Stig Husted Andersen købte ejendommen i 1991. Virksomhedens direktør Jan Kjær vil ikke bekræfte købet af Kokkedal Slot, men siger, at det er hans firma, som nu har indledt restaureringen af slottet, herunder opsætning af stillads.

Ros fra Keops

Kjær & Lassen A/S har eksisteret siden 1987, hvor de har specialiseret sig i renovering af erhvervsejendomme. På virksomhedens hjemmesiden er referencelisten lang til de projekter, som de har været involveret i. Senest Gallerie K på Strøget (den tidligere CityArkaden). Et projekt som er foretaget i tæt samarbejde med netop Keops Development A/S, og hvor projektdirektør hos Keops, Niels Krag, på samme hjemmeside roser samarbejdet med Kjær & Lassen, og det er hans forventning, at de også er blandt deres samarbejdspartnere på kommende projekter. Ifølge direktør Jan Kjær har firmaet mellem 80-100 ansatte, som har været på ombygnings- og renoveringsopgaver på Holmen hos både Arkitektskolen, Mindship samt indretning af luksuslejligheder i et pakhus. Men også Tivoli, Ro's Torv i Roskilde og Kommunehospitalet i København har fået løst opgaver hos Kjær & Lassen.

Manglede forpagter

Det har ikke været muligt at få Keops Developments egen begrundelse for salget af Kokkedal Slot, som de overtog under stor opmærksomhed i 2005, men det har længe været kendt, at Keops ikke har haft held til at finde en forpagter til det færdige hotel-, restauration- og konferencecenter på slottet. Det har de i hvert fald selv angivet som forklaring på, at slotsrenoveringen har trukket så længe ud. Til Frederiksborg Amts Avis siger Keops kommunikationschef Susanne Lindø, at godt nok har udviklingsvirksomheden på det seneste haft store udskiftninger i både bestyrelse og direktion, men man har aldrig mistet interessen for Kokkedal Slot undervejs. Hun erkender dog, at slottet nok er projekt, som ligger mindre naturligt for det Keops, der tegner sig for fremtiden og som kredser om større projekter som Ro's Torv og Århus Havn. "Vores virksomhed har altid haft det princip, at når man har lavet aftaler, så laver man det, man har aftalt. For Kokkedal Slot bliver det nu bare med en anden ejer," siger Susanne Lindø til Frederiksborg Amts Avis. Det matcher perfekt den nye slotsejers målsætning. På Kjær & Lassens hjemmeside kan man læse, at "en aftale er en aftale - et mål er et mål. Og vi går efter det..." Du kan læse mere om virksomhede på www.kjaer-lassen.dk

Publiceret 21 August 2007 00:00