Foto: Carsten Pedersen.

Foto: Carsten Pedersen.

Hørsholms borgmester Morten Slotved har stramme lommer

Borgmester Morten Slotved ( K ) har rundet de 100 dage som borgmester i Hørsholm, hvor vielser, kritiske journalister, men især de økonomiske udfordringer er i fokus. Borgmesteren varsler store nedskæringer på børne - og ældreområdet

Af
Af Rikke Søholm

Normalt var weekender hellige, men som borgmester skal man altid være på farten.
"Sidste lørdag viede jeg først et par, og dernæst var jeg med til indvielse ved natteravnene," fortæller Morten Slotved, der netop har rundet de 100 dage som borgmester i begyndelsen af april måned og har ifølge sig selv fået en god modtagelse fra borgerne.
"Det er positivt, at folk har respekt for borgmesterembedet i kommunen, og at de modtager mig med respekt. Folk virker til at være glade for, at vi har fået en ny borgmester i Hørsholm, og at det er dejligt at have fået en ny generation til," siger borgmesteren, der ser på kommunen med nye øjne.
"Forskellen på før og nu er, at jeg eksempelvis kan gå en tur ned af Gågaden og se, at nu er der noget, der skal renoveres, eller hvis jeg er på sportspladsen med mine børn og ser, at det regner igennem taget, tænker jeg, at det må vi også gøre noget ved. Det sidder hele tiden i baghovedet, hvad vi skylder som kommune. Netop nu er jeg i gang med at besøge alle institutioner i Hørsholm, og jeg får meget mere indsigt i kommunen og den service vi leverer i kommunen," siger borgmesteren.
Det er ikke kun borgerne i Hørsholm Kommune, den nye borgmester skal forholde sig til.
"Jeg skal også vænne mig til, at hvis der sker kritiske ting på Christiansborg, så ringer journalister fra DR og Ekstra Bladet og hører, om jeg vil kritisere eksempelvis Lene Espersen til citat," siger Morten Slotved.

Kaptajn bag roret

I det politiske spil har det ikke være svært for den tidligere militærmand at skabe respekt for sig selv som ny boss.
"Der er en naturlig politisk respekt om, at det er mig, der er borgmesteren. Jeg tror, det er fordi, at jeg respekterer politikerne. I vores 12-mands gruppe (K, SF, S, R og Borgerlisten red.) er samarbejdet fint. Vi har dialogen med alle partier rundt, og dialogen er begyndt at komme i kommunalbestyrelsen. De 100 dage har betydet, at vi ved, at det er en tung opgave at få økonomien til at hænge sammen, og alle partierne spiller konstruktivt ind og bærer den ansvarlighed for de store økonomiske opgaver, som kommunalbestyrelsen er ansvarlig for. Samarbejdsniveauet er blevet positivt, og alle ønsker at samarbejde," siger Morten Slotved.

Første svære emne

Da Rungsted Cobras appellerede til kommunalbestyrelsen om lån, blev borgmesteren og hans kolleger sat på en svær prøve.
"Det første meget svære emne var at tage stilling til om Rungsted Cobras skulle have et lån. Det var en svær sag at håndtere og er det stadig, for den er endnu ikke slut. Det er interessant at have Rungsted Cobras i Hørsholm, men udfordringen ligger i, hvordan man skaffer 1,5 mio. kr., når vi er presset økonomisk. Rungsted Cobras er et godt brand, vi gerne vil støtte, men vi har en svær økonomi. At få de to ender til at hænge sammen er svært."

Højt til loftet hos K

Borgmesteren har uden sit konservative bagland været på frierfødder til de omkringliggende kommuner for en sammenlægning, men ifølge borgmesteren er det ikke et problem for den konservative gruppe.
"I Konservative er der højt til loftet og plads til de enkeltes holdninger, og vi har ikke meldt samlet ud endnu, så vi tager stadig dialogen, og det svarer 100 % til vores valgoplæg. Naboerne vil dog have, at vi er mere afklarede og kommer med en fælles holdning, og på budgetkonferencen i weekenden skal vi have en diskussion," forklarer Morten Slotved.

Økonomisk presset

Det helt store fokus for borgmesteren de kommende år er økonomien.
"Udfordringen er helt klart økonomien. Vi skal spare 60 millioner på drift næste år på et budget på cirka 1, 3 mia. kr, og vi kan ikke bare sløjfe byggeri. Men jeg har mit hovedfokus på det område, for hvis kommunaldirektøren og jeg ikke får løst opgaven, så bliver vi sat under administration."
"Vi sidder tæt på økonomien og må se på, hvad skete der sidste år, hvordan sikrer vi, at det ikke sker igen, og hvordan får vi sikret bygningerne fremadrettet. Vi bliver mest udfordret i 2010-2011, og vi kommer til at skære ned på de store områder som børne - og ældreområdet, og det bliver store nedskæringer, jeg kommer til at melde ud," slutter borgmesteren.

Publiceret 20 April 2010 03:00