Det var denne gråsælunge, der fik Øresundsakvariet til at spærre øjnene op. Foto: Michael Hansen

Det var denne gråsælunge, der fik Øresundsakvariet til at spærre øjnene op. Foto: Michael Hansen

Sjælden sæl set i Øresund

Havbiolog jubler, efter en gråsælunge forleden svømmede i land i Nordsjælland - men den er ikke i familie med den sæl, som mange spottede ved Mikkelborg Strand mellem jul og nytår

Af
Pernille Kristensen

Det var en noget forbløffet havbiolog fra Øresundsakvariet, der forleden blev kaldt til en strandbred nær Helsingør.

Her lå nemlig en sælunge og hyggede sig i sandet, og det er mere sjældent, end det måske lyder.

Der burde nemlig ikke være sælunger i Øresund om vinteren og da slet ikke gråsæler, hvis unger normalt fødes mange hundrede kilometer væk og ikke er set i Øresund eller Kattegat i adskillige årtier.

"Det er ikke unormalt at støde på en stor, men her var tale om en unge," siger havbiolog Michael Hansen, der ved selvsyn kunne konstatere, at ungen tilsyneladende havde det helt fint.

Varsler godt nyt

Der er dermed tale om både en god og en dårlig nyhed. Den gode er, at gråsælen muligvis er på vej tilbage til mere permanent etablering nær de nordsjællandske kyster. Den dårlige er, at det har taget så mange år.

"Det er jo tankevækkende, at det tager så lang tid for den at komme tilbage, efter den næsten var udryddet for 70-80 år siden," siger Michael Hansen.

At en gråsælunge nu er set nær Helsingør, varsler gode tider for arten, også selv om den er svømmet hertil fra Nordsøen, hvor den formentlig er født, mener han.

"Så er det kun et spørgsmål om tid, før gråsælen også begynder at yngle på Kattegat-øerne igen," vurderer havbiologen, der kalder den mulighed for 'enestående'.

Spættet sæl ses ofte

Michael Hansen vurderer, at der i alt findes op mod 500 gråsæler i de danske farvande - fortrinsvis i Nordsøen. Det skal ses i forhold til gråsælens slægtning, den spættede sæl, som der findes op mod 15.000 af.

Ugebladet fik mellem jul og nytår tilsendt flere billeder af en sæl, der hyggede sig på en sten ud for Mikkelborg.

Ifølge Michael Hansen er der netop tale om en spættet sæl, som ofte kan spottes langs Øresund.

Den søde sæl vinker til de forbipasserende på Mikkelborg Strand, men ifølge havbiolog Michael Hansen er der netop tale om en spættet sæl, som ofte kan spottes langs Øresund. Foto: Jeannett Lindebjerg

Den søde sæl vinker til de forbipasserende på Mikkelborg Strand, men ifølge havbiolog Michael Hansen er der netop tale om en spættet sæl, som ofte kan spottes langs Øresund. Foto: Jeannett Lindebjerg

Naturens gang

Uanset art skal man ikke nærme sig hverken unger eller voksne, men nyde synet på afstand.

"Vi har nu registreret, at gråsælungen har været der. I Danmark tager man ikke sæler ind og opfostrer dem - naturen skal have lov at gå sin gang. Bliver den afkræftet, hvis vi får en hård vinter, er det sådan, det er," siger Michael Hansen, der dog medgiver, at ungen så ud til at have et fint fedtlag.

Skulle man se ungen igen på de nordsjællandske kanter, hører Øresundsakvariet gerne om det.

Kend din sæl

Sådan kender du forskel på de to sæltyper:

Gråsælen er grålig med spredte, mørke pletter. I profil kan man "tegne" en lige streg fra toppen af hovedet til snuden.

Den spættede sæls pels er lysegrå eller gråbrun med hvide og mørke pletter. Dens hoved er rundere og har et svaj ned mod snuden lige som en hund.

Kilder: Michael Hansen/Øresundsakvariet og Danmarks Miljøundersøgelser

Publiceret 27 January 2012 10:00