Skuespiller og forfatter bryder tabu om døden

Hørsholm-forfatter Susan Binau og skuespiller Christian Heldbo Wienborg, Hørsholm, går sammen om ny international dokumentarfilm

Af
Morten Timm

Morten Timm

"Hvordan kan vi skabe en dokumentarfilm til unge mennesker, der viser at døden ikke behøver være hæslig eller et tabu?"
Sådan spurgte forfatteren Susan Binau, 48, og Christian Heldbo Wienberg, 21, hinanden under en af de nære samtaler, som de ofte har om døden og livet efter.
Christian, der er opvokset i Hørsholm og kendt som barnestjernen i Tempelridderens Skat, mistede som 17-årig sin mor til brystkræft og står for første gang frem og taler om sine oplevelser.
Få uger efter morens død mødte han Susan Binau, ligeledes fra Hørsholm, gennem hendes datter Malene, og her oplevede han, at der var en familie som turde tale med ham om tabet og de svære tanker. Derfor blev Christian hurtigt en del af familien Binau.
Susan, der selv er tidligere kræftpatient og mor til fire børn, har i mange år forinden oplevet hvor lidt støtte der er til patienter og pårørende, der får en livstruende diagnose. Dette fik hende til at forfatte flere bøger, der kan hjælpe andre.
"Vi lærer jo ikke om den spirituelle side af døden i skoler, så hvordan kan vi så forventes at kunne tackle sygdom og død når vi rammes? Døden er jo et af livets grundvilkår," siger Susan Binau.
Nu har de så taget skridt til at lave dokumentarfilmen med titlen '365 dage i Tabuland'.

Lev i nuet

Christian ser også det vigtige i at bringe fokus på det tabubelagte emne ved hjælp af dokumentarfilmen.
"Filmen bliver stærk, fordi nogle af de meget syge, vi har talt med, har vist os, hvor meget man kan leve i nuet, selv med visheden om en snarlig deadline," fortæller Christian.
Ideen om at lave en dokumentar fødte nærmest sig selv, og de ved at behovet for fimen er der.
"Der er en overvældende interesse for projektet og forleden blev vi kontaktet af en tidligere NFL-fodboldspiller i USA, der mistede sin mor, ligesom jeg gjorde. Måske tager vi en tur over Atlanterhavet og besøger ham, og vi ser, hvordan filmen udvikler sig," siger Christian videre.
Dokumentaren filmes over en periode på 365 dage og der søges p.t. fondsmidler. Susan Bianu og Christian Heldbo Wienberg opfordrer derfor dygtige filmfolk til at henvende sig til dem, ligesom de også gerne vil høre fra andre, der vil støtte projektet økonomisk.

Fakta

* Landsforeningen Støtte før Afskeden www.stfa.dk er ansvarlig for filmprojektet og står for at søge midler til projektet.

* '365 dage i Tabuland' kan være et gratis tilbud til folkeskolernes 9-10. klasse og gymnasiet og skal understøttes af undervisningsmaterialer.

* Susan Binau forfattet flere bøger og den nyeste er bogen 'Mor, må jeg få din pc, hvis du dør?'.

* I 2011 stiftede Susan Binau den amerikanske fond Angel Kit Foundation, og Landsforeningen Støtte før Afskeden. Hun pendler mellem USA og Danmark for at researche i behovet for viden og hjælp til familier med terminal sygdom. ( www.stfa.dk )

* Christian Heldbo Wienberg spillede Nis i succes-filmene
'Tempelriddernes Skat' (1-3), og har spillet med i 'Sprængfarlig bombe' og 'Krummerne – Så er det jul igen'. I 2011 stiftede hann sammen med sin kammerat virksomheden Wienslev Kaffe og bruger al sin fritid på at filme for private og virksomheder samt arbejde frivilligt i 'Støtte før Afskeden'

Publiceret 20 November 2012 11:00

SENESTE TV