Politikerne i Hørsholm Kommune har ifølge Hørsholm Sølaug intet nyt foretaget sig i 30 år for at nedsætte udledningen af spildevand i søer og vandløb. Derfor er Hørsholm ifølge sølauget i dag en af de værste syndere på området. Arkivfoto

Politikerne i Hørsholm Kommune har ifølge Hørsholm Sølaug intet nyt foretaget sig i 30 år for at nedsætte udledningen af spildevand i søer og vandløb. Derfor er Hørsholm ifølge sølauget i dag en af de værste syndere på området. Arkivfoto

Politikere indrømmer svag spildevandsplan

Hørsholm Sølaug er tilfreds med, at politikerne på kommunalbestyrelsesmødet mandag indrømmede, at spildevandsplanen ikke er ambitiøs nok

Af
Steen Tue Bjerborg

Kommunalpolitikerne vedtog mandag den nye spildevandsplan i Hørsholm, men indrømmede samtidig, at planen langt fra er ambitiøs og god nok.
"Jeg tror ikke, at spildevandsplanen er ambitiøs nok, men det er jo også et stort og langvarigt arbejde, der vil og skal fortsætte længe endnu" lød det fra formanden for Miljø- og Planlægningsudvalget, Peter Antonsen (T) der fik opbakning fra blandt andet Henrik Klitgaard (R).
"Jeg er tilfreds med, at det går fremad. Men jeg kunne godt tænke mig, at det var med større skridt, for planen efterlader helt klart visse mangler," lød det fra den radikale viceborgmester.

Intet sket i 30 år

Politikernes indrømmelser kom efter, at Kai Aaen Hansen, der er medlem af bestyrelsen i Hørsholm Sølaug, i den åbne spørgetid på mødet spurgte politikerne direkte, om de mente, at den nye spildvandsplan er ambitiøs nok.
"Alene efter årtusindskiftet er udledningen af spildevand i Hørsholm steget med 30 procent. Der bliver udledt godt 653.000 kubikmeter spildevand og regnvand årligt i kommunens søer og vandløb, hvilket er stærkt forurenende for hele kommunens vandmiljø”,  lød det fra Kai Aaen Hansen, der henviste til et høringssvar under spildevandshøringen, hvor sølauget havde offentliggjort tallene.

Formanden for Miljø- og Planlægningsudvalget, Peter Antonsen, indrømmer som de fleste andre politikere i kommunalbestyrelsen, at den nye spildevandsplan i Hørsholm ikke er ambitiøs nok. Arkivfoto

Formanden for Miljø- og Planlægningsudvalget, Peter Antonsen, indrømmer som de fleste andre politikere i kommunalbestyrelsen, at den nye spildevandsplan i Hørsholm ikke er ambitiøs nok. Arkivfoto

Ønsker redegørelse

Sølaugets oplysninger fik Lars Iversen (SF) til at foreslå, at der blev indhentet en redegørelse om omfanget af udledningen, hvilket blev støttet af Anne Ehrenreich (V), der som den eneste ytrede bekymring ved at stemme ja til en spildevandsplan, hun ikke mener er fyldestgørende.
"Jeg forstår ikke, hvordan man kan arbejde med en spildevandsplan, der ikke har det hele med med det samme," konstaterede hun.
Borgmester Morten Slotved understregede, at det ville kræve mange ressourcer at lave en redegørelse, og det var lidt sent at begynde med på nuværende tidspunkt.
"Men de oplysninger, Lars Iversen efterlyser, findes jo allerede i vores høringsskrivelse i forbindelse med spildevandshøringen," lød den umiddelbare kommentar fra Kai Aaen Hansen.
Peter Skat, der er formand i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening, gik så langt som til at fastslå, at der kun er tale om en halv plan.
"Halvdelen af udløbene til søerne og åerne i kommunen er slet ikke medtaget i den nye plan. Det betyder, at man slet ikke kan få et reelt billede af omfanget af udledningen," konstaterede han og undrede sig over, at man har udeladt udløb, der stod i den tidligere plan fra 2004.

Halvdelen af udløbene er udeladt i den nye spildevandsplan. Derfor er der kun tale om en halv spildevandsplan, fastslår den lokale formand for Danmarks Naturfredningsforening, Peter Skat. Arkivfoto

Halvdelen af udløbene er udeladt i den nye spildevandsplan. Derfor er der kun tale om en halv spildevandsplan, fastslår den lokale formand for Danmarks Naturfredningsforening, Peter Skat. Arkivfoto

Tilfredse naturfolk

Der var altså nok af kritik af spildevandsarbejdet i kommunen og indrømmelser fra politikerne om, at det ikke er godt nok endnu.
Alligevel valgte både Sølauget og Naturfredningsforeningens repræsentant at slutte deres indlæg af med at takke politikerne i kommunen og ønske en god jul og godt nytår.
"For det første var det overraskende, at politikerne indrømmede, at planen ikke er ambitiøs nok. Samtidig følte jeg virkelig, at de vil lytte til og bruge os, at der var en oprigtig vilje blandt politikerne til, at de nu vil til at arbejde for et bedre vandmiljø i kommunen," slutter Kai Aaen Hansen.

null

Publiceret 19 December 2012 11:00

SENESTE TV