David May, IOF (i midten), orienteres om de danske planer på Ridebanen af Jens Aaris Thisted og Tore Linde, der er ekspert i sprintbaner.

David May, IOF (i midten), orienteres om de danske planer på Ridebanen af Jens Aaris Thisted og Tore Linde, der er ekspert i sprintbaner.

Hørsholm på spring til VM i orientering

Ridebanen indgår som stævneplads i det danske bud på veteran-VM i orienteringsløb 2016

Af
Af Peter Klar

Ridebanen i Hørsholm bliver en af stævnepladserne, hvis Danmark vinder værtskabet for veteran-VM i Orienteringsløb i 2016.
Der var oprindeligt fire ansøgere, men det danske bud er blevet shortlistet og konkurrerer nu alene med Estland om at få arangementet.
Det er klubberne Farum OK, Søllerød OK og Tisvilde Hegn OK, der står bag det danske bud, anført af tidligere formand for Dansk Orientering-Forbund, Ole Husen, der selv bor i Hørsholm og er aktiv i Farum OK.
Han og resten af gruppen engageret i det danske bud var 20.-22. juni vært for briten David May, der på vegne af det internationale orienteringsforbund IOF var i Danmark for at se nærmere på forholdene og høre mere om det danske bud.
I Hørsholm hilste han torsdag på Hørsholms borgmester Morten Slotved på Ridebanen.
"Jeg forsøger at se på forholdene med en atlets øjne, dels når det gælder forholdene omkring afviklingen af selve konkurrencen, dels mulighederne for adspredelse uden for konkurrencen. Turisme-aspektet betyder faktisk en del i vores overvejelser," sagde David May.
Veteran-VM er for orienteringsløbere fra 35 år og opefter. Både herrer og damer inddeles i klasser med fem-års intervaller. De ældste deltagere er fyldt 90 år. Der skal kåres verdensmestre i to discipliner: sprint i by- og parkområde og klassisk langdistance i skoven.
"Der er 1 kvalifikationsløb til sprinten og 2 kvalifikationsløb til den lange distance. Vi har valgt, at kvalifikationen til sprinten skal foregå i Hørsholm, dels i ScionDTU-området og dels i Slotsparken. Finalen i sprint bliver på Kronborg og omegn. De lange kvalifikationer skal forgå i Tisvilde Hegn og endelig finalen i Gribskov med stævneplads ved bredden af Esrum Sø. Stævnecenter med O-camp placeres I Farum Arena. Her bliver ligeledes holdt åbningscereomoni og banquet," fortæller Ole Husen.
Det forventede deltagerantal er 3.000-4.000 løbere.
"Hertil kommer "yngre" familiemedlemmer og ikke løbende "partnere". I alt vil der nok komme op mod 5.000 mennesker til arrangementet. Vi vil markedsføre det over for lokalbefolkningen, så der ikke er tvivl om, at der foregår noget spændende i den uge, det hele kommer til at vare i juli 2016," siger Ole Husen.
Ifølge David May afgør IOF i løbet af juli måned, hvem der får værtskabet for veteran-VM 2016.

Borgmester Morten Slotved, David May fra IOF, Jens Aaris Thisted fra Søllerød OK, Tore Linde fra Søllerød OK og Ole Husen fra Farum OK.

Borgmester Morten Slotved, David May fra IOF, Jens Aaris Thisted fra Søllerød OK, Tore Linde fra Søllerød OK og Ole Husen fra Farum OK.

Publiceret 23 June 2013 10:00

SENESTE TV