"At have tankerne fæstnet på den nære opgave at grave, flytte rundt og beskære er befriende. Men sig det ikke til min kone, for så bliver jeg bare sat til at luge mellem roserne!" siger Stig Grenov, spidskandidat for Kristendemokraterne. Foto: Morten Timm

Mennesket bag politikeren:

Mød Stig Grenov fra Kristen-demokraterne

Ugebladet sætter den kommende tid fokus på personerne bag spidskandidaterne

Af
Peter Klar

Hvad holder du mest af lave i weekenden/når du har fri?
"Jeg stresser mest af med at arbejde i haven. At have tankerne fæstnet på den nære opgave at grave, flytte rundt og beskære er befriende. Men sig det ikke til min kone, for så bliver jeg bare sat til at luge mellem roserne!"

Hvad var dit livs største vendepunkt?
"Da jeg fandt min kone og ikke længere var alene. Det var en omvæltning, der vendte op og ned på centrum i mit liv. At der var en, der var med til at bære mine byrder, som jeg var klar til at bære hendes."

Hvad er din dårligste vane?
"Jeg drikker for meget kaffe! Nogle vil sige, at det er chokolade, men det passer ikke. God chokolade kan man ikke få for meget af."

Hvilket karaktertræk holder du mest af ved dig selv?
"Jeg har let til smil. Jeg kan ikke tage mig selv så alvorligt, at jeg ikke kan give en undskyldning, hvis jeg har trådt nogen over tæerne. Jeg føler virkelig ikke, at jeg mister selvværd af at indrømme, at jeg bare er et menneske."

Hvad har været dit livs største kulturoplevelse?
"Mødet med Afrika som helt ung. At opleve et samfund med en helt anden tilgang til tilværelsen, var en øjenåbner. Forstår man ordet ”kulturoplevelse” i traditionel forstand, er det nok Ivanhoe i Ulvedalene. Det var ikke finkultur, og historien er vel nærmest triviel, men oplevelsen af, at min kone og jeg og børnene sad midt i naturen med en hyggelig madkurv og så teater, var bare uforglemmelig."

Og din bedste ferieoplevelse?
"Vi bytter ofte hus med familier ud over Europa. I det meget lidt turistede Finland havde vores værtsfamilie anbefalet en naturrute. Den viste sig at være en ualmindeligt godt gemt, men meget smuk sti gennem en klippesprække med mindelser om Ronja Røverdatters sagnland. Ved en sø var der bænke, borde, bålplads samt brænde og økse. Der lavede vi mad en sollys finsk midsommeraften, mens børnene sad på bådebroen ved søen. Ren nostalgi."

Hvad er den største udfordring, du til dato har stået over for?
"Den største udfordring har været at bevare sin selvrespekt under en lockout, hvor man mest følte sig som en ludobrik, der ingen indflydelse havde på spillets regler. At føle sig magtesløs, og blive mistænkeliggjort af en regering og opposition i fællesskab, og høre det værste sludder i TV og radio, samtidig med at man holder hovedet klart og ryggen rank, er en prøvelse. Jeg føler i den grad med de langtidsarbejdsløse, som end ikke ved, hvornår eller om de får et arbejde igen."

Hvad er dit næste personlige mål - udenfor det politiske?
"Efter en længere løbepause vil jeg gerne igen kunne klare distancen 10 km uden stop på under en time."


Rækkefølgen for artikelserien "Mennesket bag politikeren" om valgets spidskandidater er fundet ved lodtrækning.

Publiceret 10 October 2013 11:00