"Det er simpelthen grænseoverskridende for mig og mine nærmeste at se mig selv i en kommunalbestyrelse, men jeg trives med nye udfordringer," siger Troels Moe

Mennesket bag politikeren:

Troels Moe, Liberal Alliance

Af
Af Peter Klar

Hvad holder du mest af at lave i weekenden/når du har fri?
"Når jeg endelig har en ledig weekend, så tilbringer jeg helst min tid med familien og hunden, enten i svigermors sommerhus på Fanø, eller i sejlbåd på weekendtur til Hornbæk. Det ender dog oftest med et tur på forbrændingen, græsslåning og hjemmearbejde!"
Hvad var dit livs største vendepunkt?
"Forelskelse, ægteskab og børnene kommer naturligt først i min hukommelse, men jeg husker også at det tog mere end fire år at træffe beslutning om at flytte familien fra Elsdyrvej til vores nuværende adresse på Bolbrovej. Det var en stor beslutning, hvor beliggenheden overskyggede husets kvaliteter, så det var et vendepunkt for alle i familien!"
Hvad er din dårligste vane?
"Det er at tage bilen i stedet for cyklen til mit arbejde i København, altså når vejret tillader det! Af én eller anden grund er vejret næsten altid dårligt."
Hvilket karaktertræk holder du mest af ved dig selv?
"Jeg betragter mig selv som værende åben og imødekommende overfor anderledes tænkende mennesker. Professionelt hører jeg fra kollegaer, at jeg er vedholdende og skarp i min måde at løse udfordringer på."
Hvad har været dit livs største kulturoplevelse?
"Det, der har betydet mest for mig, er at opleve de nære kulturelle værdier, som et nøjsomt liv i Sønderho på Fanø har givet beboerne. At opleve en julegudstjeneste i Sønderho Kirke står klart som et kulturelt "wake up-call" i min normale dagligdag som direktør i noget så fjernt som et IT-selskab!"
Og din bedste ferieoplevelse?
"Udover mange ferieoplevelser på Fanø så er sejlerferie nok det, der giver mig mest frihedsfølelse, som betyder meget for mig og giver ny energi. Om det er sejlture omkring St. John i Caribien, Kroatien eller Anholt betyder mindre, blot det er med familie og gode venner, så er oplevelsen altid stor og givende – det bliver ikke meget bedre for mig!"
Hvad er den største udfordring, du til dato har stået over for?
"Vanskelig spørgsmål, men da jeg blev spurgt, om jeg ville opstille til kommunalvalget, var der mange ting, der skulle overvejes. Jeg har siden studietiden altid arbejdet med IT, og de sidste mange år i ledende roller som direktør, iværksætter og bestyrelsesmedlem. Det er simpelthen grænseoverskridende for mig og mine nærmeste at se mig selv i en kommunalbestyrelse, men jeg trives med nye udfordringer, og måske kommer der en ny 19. november."
Hvad er dit næste personlige mål - udenfor det politiske?
"Det er ikke nemt at være ung i dag, så mit største personlige mål er at sikre, at mine to voksne børn, der begge studerer på universitetet, kommer godt videre med deres karrierer og drømme. Jeg håber, at de bliver i Danmark, men det er bestemt ikke givet, sådan som Danmark udvikler sig, desværre!"


FAKTA:
Navn: Troels Moe

Spidskandidat for: Liberal Alliance

Fødselsdato: 13. december 1960

Civilstand: Gift og to voksne børn

Uddannelse: Datalogi fra Københavns Universitet

Aktuelt job: Dansk direktør i PocketMobile AB og bestyrelsesmedlem i InRiver AB

Rækkefølgen for artikelserien "Mennesket bag politikeren" om valgets spidskandidater er fundet ved lodtrækning.

Publiceret 17 October 2013 10:00