Pernille Schnoor elsker at spille ludo med sin mindste søn Theodor. Foto: Morten Timm

Pernille Schnoor elsker at spille ludo med sin mindste søn Theodor. Foto: Morten Timm

Mennesket bag politikeren:

Mød Pernille Schnoor fra Socialdemokraterne

Af
Peter Klar

Hvad holder du mest af lave i weekenden/når du har fri?
“Jeg har en søn på 6 år, Theodor, og en søn på 19, Emil. Min ældste søn og jeg har en tradition med, at vi tager i biografen sammen - kun ham og jeg. Min mindste og jeg elsker at spiller ludo, kinaskak, og vi tegner/maler meget. Når hele familien er sammen, går vi ture omkring kirken med vores hund Rocky eller tager lidt længere væk for eksempel til København eller Hornbæk.”

Hvad var dit livs største vendepunkt?
“Største vendepunkt var helt klart, da jeg fik mit første barn - og i det hele taget at have fået mine to drenge. Det hele bliver ligesom mere seriøst, når man får ansvaret for et lille menneske. Og så bliver det hele også mere fantastisk - på en helt speciel måde.”

Hvad er din dårligste vane?
“Det er nok, at jeg lidt for godt kan lide lakrids!”

Hvilket karaktertræk holder du mest af ved dig selv?
“At jeg er positiv, udadvendt og social - og så at er jeg vedholdende.”

Hvad har været dit livs største kulturoplevelse?
“Jeg har arbejdet hos ARTE Kulturformidling, da det stadig eksisterede, så her oplevede jeg mange spændende ting. Men en af de store oplevelser var, da jeg og min mand var på ferie i Italien og ankom med toget til Lucca i Toscana, og gik igennem byporten. Da vi havde gået 100 meter, hørte vi lyden af opera. Inde i en gård sad en masse fine mennesker i flot tøj, og en meget smuk operakoncert var i gang. Da vi havde lyttet lidt til den, gik vi videre. Kort tid efter kom vi til byens torv, her var der åben koncert med Peter Gabriel. Det var en stor og overraskende oplevelse - den er svær at slå.”

Og din bedste ferieoplevelse?
I nyere tid er det nok også en ferie i Italien, hvor vi boede på et lille hotel på toppen af et bjerg i Piemonte. Byen hed Alice Bel Colle, og der var ingen butikker - kun et hotel og en kirke. Og jeg var der sammen med hele min familie inklusiv min far i anledning af min fars 70 års fødselsdag. Og så da jeg var alene i New York sammen med min ældste søn sidste år i anledning af hans 18 års fødselsdag - det var også en kæmpe oplevelse!”

Hvad er den største udfordring, du til dato har stået over for?
“Jeg tror faktisk, min største udfordring har været lukningen af daginstitutionen Møllehuset og i det hele taget beslutningen om hvilke besparelser, der skulle vedtages på børneområdet. Man går jo ikke ind i politik for at forringe vilkårene for borgerne! Før det var min største udfordring, da jeg forsvarede og udarbejdede min ph.d.”

Hvad er dit næste personlige mål - udenfor det politiske?
“At finde tid til at dyrke mere sport, så jeg kan komme i god form.”

Rækkefølgen for præsentationen af valgets lokale spidskandidater i artikelserien “Mennesket Bag Politikeren” er fundet ved lodtrækning.



FAKTA
Navn: Pernille Schnoor
Spidskandidat for: Socialdemokraterne
Fødselsdato: 20. januar 1967
Civilstand: Samlevende med Per Larsen
Uddannelse: Cand.comm. Ph.d.
Aktuelt job: Underviser

Publiceret 27 October 2013 08:15