Høvding i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug, Erling Madsen, der her ses til venstre sammen med vandtemperaturmåler Knud Limschou, sveder sammen med de andre helårsbadere i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug i det rekordvarme badevand. Foto: Steen Tue Bjerborg

Vinterbadere sveder i hedebølgen

Vandtemperaturer på op til 25 grader er ikke en vinterbaders kop te, men alligevel fortsætter Hørsholm-Rungsted Vikingelaug med at gå i vandet

Af
Steen Tue Bjerborg

Rekordvarme vandtemperaturer har de seneste dage fået mange danskere til at trække i badetøjet og ud i havet. Men i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug er man knap så vilde af begejstring i varmen.
"Vi plejer at sige, at alt over 10 grader er slemt, så de vandtemperaturer, vi ser nu, er virkeligt ubehagelige for os," siger den autoriserede høvding i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug, Erling Madsen.

Bader alligevel

Alligevel fortsætter han og mange andre af de 439 medlemmer i den i år 40 år gamle helårsbaderforening med at gå i vandet ved badebroen på sydmolen af Rungsted Havn.
Også selvom, at den lille kridttavle, der hænger ved siden af døren ind til helårsbaderforeningens badehus lidt væk, og som løbende bliver opdateret med aktuelle vandtemperaturer, viser, at vandet, da det sidst blev målt, var hele 23,1 grader varmt.
"Det er selvfølgelig for varmt for os. Men at bade i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug handler ikke kun om vinterbadning, men også om sundhed, velvære og ikke mindst at have det sjovt sammen og dyrke vores fælles badeinteresse. Derfor kalder vi os også for helårsbadere og ikke kun vinterbadere."

23,1 grader i vandtemperatur stod der på kridtavlen ved indgangen til de lokale helårsbaderes badehus, 'Vinterpaladset'. Foto: Steen Tue Bjerborg

23,1 grader i vandtemperatur stod der på kridtavlen ved indgangen til de lokale helårsbaderes badehus, 'Vinterpaladset'. Foto: Steen Tue Bjerborg

Savner kulde-kick

Når det er sagt, glæder Erling Madsen sig til, at vandtemperaturerne igen falder til under 20 grader og når ned under de 10 grader, som helårsbaderne selv kalder grænsen for, hvornår det er behageligt at gå i vandet.
"Når vandet er koldt, giver det et kulde-kick, som frigiver de endorfiner, som vinterbadere elsker, men det er jo ikke muligt i disse dage," fastslår Erling Madsen, som også hæfter sig ved, at for varme vandtemperaturer kan øge risikoen for de sundhedsskadelige blågrønne alger i vandet, som reelt er det eneste, der kan stoppe en rigtig helårsbader.
"Heldigvis ser det ud til kun at være pollen, man kan se i vandet i dag, så nu skal jeg i" slutter han, hvorefter han går ned ad badebroens trappe og ud i vandet til endnu en dukkert i det "alt for varme" Øresund.

Selv i sommervarmen fortsætter medlemmerne af Hørsholm-Rungsted Vikingelaug med at bade fra badebroen ved sydmolen på Rungsted Havn. For dem handler det nemlig ikke kun om vinterbadning, men også om sundhed, velvære og at have det sjovt sammen. Foto: Steen Tue Bjerborg

null

Publiceret 25 July 2014 10:30