Overmåler i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug, Knud Limschou, med det termometer, der de seneste dage har målt højere badevandstemperaturer i vandet ved sydmolen på Rungsted Havn end nogensinde før. Foto: Steen Tue Bjerborg

Badevandsrekord:

25 grader varmt vand ved Rungsted

Hørsholm-Rungsted Vikingelaugs målinger ved badebroen har vist vandtemperaturer op til 25 grader

Af
Steen Tue Bjerborg

Hvis man synes, at det er koldt at gå i vandet ved Rungsted Kyst i disse dage, kommer man nok aldrig til at synes, at vandet bliver varmt nok. Vandtemperaturerne i Øresund er nemlig højere end nogensinde før.
"Her til morgen viste termometeret, at vandet allerede var over 22 grader, og forleden målte jeg det til over 25 grader om aftenen, hvilket er det højeste, vi nogensinde har målt her," siger Knud Limschou, der er overmåler og ansvarlig for vandtemperaturmålingerne i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug.

Højeste målinger

Hørsholm-Rungsted Vikingelaug foretager løbende målinger af vandtemperaturen i Øresund med et termometer, der sænkes ned i vandet for enden af badebroen på sydmolen af Rungsted Havn. Og aldrig før, i de efterhånden mange år vikingelauget har målt vandtemperaturerne på stedet, er der blevet målt så høje vandtemperaturer, som det har været tilfældet de seneste dage.
"Det er usædvanligt høje vandtemperaturer, vi har målt og selvfølgelig ikke noget, som vi er voldsomt begejstrede for i en helårsbaderforening, hvor vi jo foretrækker de kolde afvaskninger," fastslår Knud Limschou, der efter at have målt temperaturerne i vandet skriver dem på en lille kridttavle, der hænger ved døren ind til helårsbaderforeningens badehus lidt væk fra badebroen.

Knud Limschou skriver den seneste vandtemperaturmåling på 22,1 grader om morgenen på tavlen ved helårsbadernes badehus. Foto: Steen Tue Bjerborg

Knud Limschou skriver den seneste vandtemperaturmåling på 22,1 grader om morgenen på tavlen ved helårsbadernes badehus. Foto: Steen Tue Bjerborg

Alger er på vej

Ud over at det varme vand betyder, at helårsbaderne må undvære det kulde-kick, som de er så glade for og frigiver endorfiner, hæfter Knud Limschou sig ved, at det varme vand kan få de såkaldt blågrønne alger, der er sundhedsskadelige og næsten det eneste, der kan få en ægte helårsbader fra at holde sig fra at gå i vandet, til at dukke op.
"Foreløbig har vi heldigvis været forskånet for dem i år, men jeg har hørt, at de er på vej sydfra, så det varer nok ikke længe, før de er her, og så må vi jo holde en pause med at gå i vandet," slutter Knud Limschou,
Han visker herefter den tidligere målte vandtemperatur på 23,1 grader ud og skriver den nye måling på 22,1 grader på kridttavlen.
Men det var altså også om morgenen før kl. 9. Og dagen er lang og varm, så hvem ved, måske er der en ny rekord på vej.

Helårsbadere i Hørsholm-Rungsted Vikingelaug er ikke vilde med det varme vand i disse dage, også fordi det kan øge risikoen for blågrønne alger, der er det eneste, der kan få helårsbaderne fra at gå i vandet. Foto: Steen Tue Bjerborg

null

Publiceret 25 July 2014 11:30

SENESTE TV