Akutchef afviser ansvar:

”1813 har ikke handlet forkert”

Freddy Lippert afviser, at der blev handlet forkert, da Lone Serwin henvendte sig til akuttelefonen og senere døde

Af
Af Claus Beyer

Akutdirektør Freddy Lippert udtaler sig nu om Lone Serwins dødsfald, som er blevet omtalt i lokalavisen:
”Jeg har haft mulighed for at lytte til samtalen med Lone Serwin og 1813, og jeg mener ikke, at der er handlet forkert i denne sag. Lone Serwin oplyser i telefonen, at det gør ondt når hun trækker vejret, og at hun kort forinden har været ude at løbe. Personalet tilbyder Lone, at hun kan komme til vagtlægen, men at der er lang ventetid. De bliver enige om, at Lone skal se tiden an og eventuelt vende tilbage, hvis hendes tilstand forværres,” fortæller Freddy Lippert, direktør for akutberedsskabet, der også understreger, at Lone ikke bruger ordene brystsmerter og åndedrætsbesvær i samtalen med akuttelefonen.

”Ud fra samtalen mellem Lone Serwin og akuttelefonen så ville jeg heller ikke vurdere, at Lones tilstand var så alvorlig, at den ville kræve en ambulance heller ikke lægevagt,” fortsætter Freddy Lippert.

At det gør ondt når man trækker vejret, er vel også et udtryk for brystsmerter og problemer med åndedrættet?

”Jo - det kan det godt være. Vi er meget kede af det der er sket, og vi vil derfor også invitere de pårørende ind til et møde, hvor vi kan gå forløbet igennem. Vi ved jo ikke, hvorfor Lone dødede,” fortsætter Freddy Lippert.


Ville det ikke være en fordel for akuttelefonen, at Lone Serwin bliver obduceret, så man kunne fastslå dødsårsagen og lære af dette forløb?

”Nu er det jo ikke os der bestemmer, om en patient skal obduceres, det er politiet. Hvorfor politiet har vurderet således, det kan jeg ikke udtale mig om,” slutter Freddy Lippert.
Lokalavisen har sendt flere spørgsmål til akutberedsskabet, men det trækker ud med svarene. 

Det skyldes blandt andet, at disse svar skal juridisk godkendes inden de fremsendes, oplysninger presseafdelingen hos akutberedsskabet, der heller ikke kan love, at Lokalavisen får hele udskriften af samtalen mellem Lone Serwin og 1813 fra mandag aften.
Det skyldes, at der kan være personfølsomme oplysninger i dele af samtalen, og selvom Lokalavisen har fået fuld aktindsigt fra Lone Serwins familie, så oplyser presseafdelingen hos akutberedsskabet også, at de dele af samtalen, der kan indeholde personfølsomme oplysninger, ikke nødvendigvis udleveres til Lones pårørende.
Lokalavisen vender tilbage om sagen, så snart at redaktionen har modtaget svar på de fremsendte spørgsmål i forbindelse med Lone Serwins samtale med akuttelefonen.

Publiceret 24 February 2015 09:00

SENESTE TV