Body SDS er et danskudviklet system til kropsterapi, der både fokuserer på det fysiske og psykiske. Foto: Pernille Kristensen

Body SDS er et danskudviklet system til kropsterapi, der både fokuserer på det fysiske og psykiske. Foto: Pernille Kristensen

Rens ud i kroppen mentalt og fysisk

Per Christensen har åbnet klinik med Body SDS i Hørsholm

Af
Pernille Kristensen

"Jeg leder efter sygdommen og ikke symptomet. Og nogle gange gemmer det sig et helt andet sted end der, hvor det gør ondt."
Sådan siger Per Christensen, der netop har åbnet Christianshus Kropsterapi på anden sal af Hovedgaden 55B.
Her tilbyder han behandlinger ud fra principperne i Body SDS, der er en danskudviklet form for massage og kropsterapi, hvor der både arbejdes med det fysiske og psykiske.
Filosofien bag er nemlig, at kroppens funktioner hænger sammen på mange finurlige måder, og at det derfor kan give gode resultater på et specifikt problem, hvis man ser kroppen som en helhed.
"Nogle har en idé om, at tingene hænger sammen, mens andre bare skal have fikset en tennisalbue. Og så gør vi det. Det er helt på klientens præmisser," fortæller Per Christensen.

Træk vejret

Derfor tager hver behandling også udgangspunkt i den enkelte klient, og hvad vedkommende nu måtte døje med.
Først og fremmest handler det om at sætte gang i udskilningen af affaldsstoffer og åbne op for lymfesystemet gennem en række tryk og bevægelser. Vejrtrækningen skal også med, så systemet får tilstrækkelig med ilt - noget, som mange i øvrigt kunne forbedre, pointerer Per Christensen.
Undervejs kan der så dukke andre ventede eller uventede reaktioner op i kroppen. Måske bliver der behov for en snak også, og den situation er Per Christensen med sine uddannelser inden for NLP og coaching også klar til at håndtere.
"Men mine redskaber har jeg en styrke i dialogen med klienten. Tingene er, som de er, og der er jeg god til at spørge ind og også fornemme, hvis der er noget, som klienten ikke vil snakke om," siger han.
Body SDS kan derfor både bruges til at behandle et konkret problem og vedligeholde kroppen på den lange bane.

Per Christensen i det nyindrettede lokale i Hovedgaden 55B. Foto: Pernille Kristensen

Per Christensen i det nyindrettede lokale i Hovedgaden 55B. Foto: Pernille Kristensen

Åbner og renser ud

Det har Per Christensen selv erfaret.
Med en baggrund i det hektiske erhvervsliv og som håndboldspiller på højt niveau havde han i mange år haft fokus på præstationer og levede en forholdsvis stressfyldt tilværelse. En knæskade gjorde, at han blev introduceret til Body SDS, og da han samtidig udviklede en større og større interesse for det psykologiske felt, tog han springet og uddannede sig i en ny og spændende retning.
Når han hjælper sin klienter, kan han derfor selv relatere til, hvad det vil sige at undergå kropslig og mental udvikling.
"Det handler tit om at bryde vaner, og det tager tid," understreger Per Christensen.
"Man får åbnet op og renset ud både fysisk og mentalt. Og her er det lige så meget klientens arbejde, som det er mit. Jeg kan også give en masse gode råd og øvelser med hjem, som man kan arbejde videre med," siger han, der bl.a. anbefaler Body SDS mod stress, angst, allergi, problemer med bevægeapparatet eller sportsskader.
Man kan læse mere om Christianshus Kropsterapi på www.christianshuskropsterapi.dk eller kontakte Per Christensen på telefon 40140440.

Per Christensen har taget springer fra AP Møller Maersk over i alternativ behandling, som han selv har haft gavn af til en knæskade. Foto: Pernille Kristensen

Per Christensen har taget springer fra AP Møller Maersk over i alternativ behandling, som han selv har haft gavn af til en knæskade. Foto: Pernille Kristensen

Publiceret 25 March 2015 11:35