5. Juni Selskabet holder grundlovsfest ved Møllen. Her et foto fra sidste års grundlovsmøde. Foto: Steen Tue Bjerborg

5. Juni Selskabet holder grundlovsfest ved Møllen. Her et foto fra sidste års grundlovsmøde. Foto: Steen Tue Bjerborg

Her kommer grundloven til debat

Flere muligheder melder sig for at markere grundlovsdag i nærområdet

Af
Pernille Kristensen

Der er adskillige muligheder for at tale demokrati og grundlov i lokalområdet på grundlovsdag 5. juni.
På plænen bag Jagt- og Skovbrugsmuseet er De Konservatives vælgerforeninger i Hørsholm og Fredensborg gået sammen om et arrangement, der begynder klokken 13.30.
Hovedtaler er tidligere museumsinspektør fra Museum Nordsjælland Lisbet Hein. På talelisten vil i øvrigt være folketingskandidat Mette Thiesen, borgmester Morten Slotved og viceborgmester i Fredensborg Ulla Hardy-Hansen.
I tilfælde af dårligt vejr rykker arrangementet indendørs på Café Sneppen.
Mødet forventes at slutte ved 15.30-tiden, og alle er velkomne. 

Den aktuelle grundlov

Som vanligt er det i Længen ved Karlebo Kirke - nærmere betegnet Hesselrødvej 2 -, at Venstre markerer Grundlovsdag.
Det sker i år fra klokken 10, og på programmet er hovedtaler Tinne Borch Jacobsen, der ud over at sidde i byrådet i Fredensborg også stiller op til folketinget.
Tinne Borch Jacobsen vil tale over grundloven i et aktuelt perspektiv.
Er vejret til det, foregår mødet udendørs og ellers i Længens lokaler. Der serveres kaffe.
Også her er alle velkomne.

Bent Raymond taler

Ved møllen i Hørsholm har 5. Juni Selskabet i år inviteret forsker Bent Raymond Jørgensen som hovedtaler. Arrangementet starter klokken 11, hvor man mødes ved Stolbergstøtten foran Museum Nordsjælland på Sdr. Jagtvej 2. Her vil Bjarne Klitter fra museet fortælle om området omkring Ridebanen, som også trækker historiske tråde til enevælden og demokratiet i Danmark. Derefter fortsættes der kl. 12.30 på gårdspladsen ved møllen på den anden side af Slotssøen. Her vil Bent Raymond Jørgensen causere frit over demokratiets vilkår. Deltagelse kræver tilmelding forud via www.5juniselskabet.dk, på hhms@sol.dk eller telefon 45571297 senest 2. juni. Det koster 150 kroner at være med, hvilket dækker to sandwich og drikkevarer ved møllen. Man bedes medbringe lige penge. Der er et begrænset antal siddepladser, men man er velkommen til selve at medbringe tæpper eller stole til at stille på det grønne område.

Minister taler

I Nivå kan man møde udenrigsminister Martin Lidegaard, der holder årets grundlovstale på Nivaagaards Malerisamling.
Martin Lidegaard stiller op i Nordsjællands Storkreds for De Radikale og har derudover den anden tilknytning til Nordsjælland, at han er vokset op på Krogerup Højskole.
Grundlovsmødet finder sted klokken 15, hvor Martin Lidegaard vil tale om demokrati i museets park. Driller vejret, rykker arrangementet ind i søjlesalen. Museet byder efterfølgende på forfriskninger.

Demokratisk højskole

På selve Krogerup Højskole i Humlebæk er det Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, der er hovedtaler.
Arrangementet starter klokken 15 i højskolens park, hvor der først er velkomst og fællessang. Derefter taler Anne Knudsen, hvorefter Krogerups kor underholder.
Demokrati er et vigtigt emne for højskolen, og det markeres dernæst ved, at elever fra Krogerup Højskole holder deres bud på en grundlovstale.
Arrangementet er gratis for medlemmer af Krogerups Venner. Er man ikke medlem, koster deltagelse 60 kroner inkl. kaffe og kage. For unge under 30 er prisen 30 kroner.

null

Publiceret 31 May 2015 11:00