Socialdemokraten Pernille Schnoor fra Hørsholm forlader kommunalpolitik til fordel for arbejdet i Folketinget. Arkivfoto

Socialdemokraten Pernille Schnoor fra Hørsholm forlader kommunalpolitik til fordel for arbejdet i Folketinget. Arkivfoto

Nyvalgt socialdemokrat dropper ønske om dobbeltmandat

Socialdemokraten Pernille Schnoor fra Hørsholm går ud af kommunalpolitik

Af
Fred Jacobsen

Pernille Schnoor, nyvalgt medlem af Folketinget for Socialdemokraterne og medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm, vil alligevel ikke søge om at blive undtaget fra partiets regler om dobbeltmandater.
Det betyder, at den 77-årige pensionist Arne-Georg Stangeby, som stillede op for Socialdemokraterne ved det seneste kommunalvalg og fik ti personlige stemmer, indtræder som medlem i stedet for Pernille Schnoor.
Borgmester Morten Slotved (K) oplyser, at Pernille Schnoor tidligst kan udtræde af kommunalbestyrelsen i forbindelse med det næste ordinære møde, som er den 31. august. Hun skal anmode om det, og kommunalbestyrelsen skal beslutte det.
“Og jeg holder ikke et ekstraordinært møde på grund af en Socialdemokrat,” understreger Slotved.
Pernille Schnoor begrunder sin beslutning om alligevel ikke at søge om lov til at varetage dobbeltmandat med, at sagen har “skabt unødvendig opmærksomhed”, som hun formulerer det over for Ugebladet.

Negativt fokus

“Der har været et unødvendigt fokus på sagen. Derfor vælger jeg at lade være,” fastslår Pernille Schnoor, der mener, at Ugebladets oplysning i en artikel den 25. juni om, hvad folketingsmedlemmer får i løn, har skabt et “negativt fokus”.
Dagen efter valget, under fintællingen i Egedalhallen, oplyste Pernille Schnoor, at hun for en kortere periode overvejede at søge om dispensation fra forbuddet mod dobbeltmandater, fordi hun gerne ville have tid til at overdrage sit arbejde som blandt andet formand for Børne- og Skoleudvalget. Hun præciserede i den forbindelse, at hun næppe ville søge om dispensation for hele perioden frem til det næste kommunalvalg i efteråret 2017.
Lørdag skrev hun i en mail til Ugebladet, at hun “fuldt ud” anerkender “mit partis regler om ikke at have dobbeltmandater”, og tilføjede:
“Imidlertid er jeg nødt til at overveje i en kortere periode at søde dispensation for at sidde i et fagudvalg i kommunalbestyrelsen, da situationen er den, at min suppleant, Arne-Georg Stangeby, har været udmeldt af partiet - og først i denne uge er meldt ind igen.”
Søndag bekræftede Pernille Schnoor dette mundtligt over for Ugebladet og begrundede det med, at hun vil bevare et socialdemokratisk mandat i kommunalbestyrelsen.
Senere søndag kontaktede hun Ugebladet og meddelte, at hun nu ikke længere vil søge om dobbeltmandat.

Publiceret 30 June 2015 07:00