Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg besøgte Udrejsecenter Sjælsmark den 11. august og lovede hun ville tænke over centrets fremtid. Det vil borgmester Morten Slotved ikke vente på og kræver et møde nu.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg besøgte Udrejsecenter Sjælsmark den 11. august og lovede hun ville tænke over centrets fremtid. Det vil borgmester Morten Slotved ikke vente på og kræver et møde nu.

Borgmester:

Stop nu eksperimentet Sjælsmark

Hørsholms Morten Slotved kræver møde med Inger Støjberg hurtigst muligt

Af
Fred Jacobsen

Den seneste tids voldsomme hændelser i Center Sandholm og omkring Udrejsecenter Sjælsmark betyder, at Hørsholms borgmester Morten Slotved har mistet tålmodigheden.
Han gider ikke længere vente på, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tænker færdig om udrejsecentrets fremtid, som hun lovede efter besøget på udrejsecentret den 11. august.
Slotved vil have et møde nu. Så hurtigt som muligt.
Det har han skrevet i et brev, der i dag er sendt til ministeren.
LÆS HER: SLOTVEDS BREV TIL STØJBERG
I brevet opfordrer han ministeren "på det kraftigste" at "genoverveje, om Udrejsecenter Sjælsmark har fået den rigtige placering på landkortet."

Ønsker risikoanalyse

Samtid kræver Hørsholm-borgmesteren, at der bliver lavet "en risikoanalyse og foretaget en samlet vurdering af fordele og ulemper i forhold til en alternatgiv placering."
I brevet, som er skrevet under af Morten Slotved og direktør Mette Herbert, henviser de to kommunale topfolk til overfaldet på Center Sandholm i sidste uge, hvor en afvist asylansøger, der boede i Udrejsecenter Sjælsmark, stak en politibetjent flere gange med en kniv og senere blev fanget i en storstilet politieftersøgning.
En hændelse, der bekræftede Sjælsmarks bekymrede naboer i, at det er aldeles utrygt at have et udrejsecenter og et asylcenter i få kilometers afstand.

For stor en opgave

"Jeg har svært ved at argumentere for, at Hørsholm ikke kan komme til at opleve en lignende hændelse igen, hvis vi fortsætter som hidtil," hedder det i brevet, som fortsætter således:
"Det er alt for stor en opgave for Hørsholms lokalsamfund. Jeg kan ærligt talt godt forstå, at naboerne er dybt bekymrede for udsigten til, at Udrejsecenter Sjælsmark bliver fyldt op med afviste asylansøgere. Det er et eksperiment, der snarest muligt må stoppe.
Som afslutning tilkendegiver Slotved, at Hørsholm er parat til at tage sin del af ansvaret og skriver, at han vil "tilbyde at indgå i en dialog om mulighederne for, at Sjælsmark Kaserne i en kortere periode fungerer som indrejsecenter."

Publiceret 06 October 2015 17:30