Fremtidens detailhandelsliv i Hørsholm er til debat. Arkivfoto

Fremtidens detailhandelsliv i Hørsholm er til debat. Arkivfoto

Sådan undgår Hørsholm at blive udkant

Af
Fred Jacobsen

Samtlige medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse er inviteret til debatmøde i Hørsholm Erhvervsnetværk torsdag den 29. oktober. Det er der en grund til: Politikerne skal kunne tage hjem fra mødet og gå i gang med at finde ud af, hvordan Hørsholm undgår at ende som en udkantsby uden handelsliv.
For det er det, der ifølge Linda Sjöström, formand for Hørsholm Erhvervsnetværk, står på spil.
“Vores mål er, at Hørsholm skal være det mest dynamiske erhvervscenter i Nordsjælland. Detailhandelen er en del af det. Udfordringen er, at folk skal handle i Hørsholm i stedet for at køre til Hillerød eller Lyngby,” lyder det Linda Sjöström..
Hun har indkaldt til mødet sammen med købmand Lisbeth Dalgaard, Hørsholm, der kommer til mødet med en klar forestilling om, hvad de kommunale politikere skal bidrage med til debatten.

Mere attraktiv bymidte

“Vi skal have undersøgt til bunds, hvad borgernes forventninger er til vores detailhandel. Det er en politikeropgave at finde ressourcer til sådan en undersøgelse,” lyder det fra Lisbeth Dalgaard.
Som en del af Hørsholms handelsliv ser hun nethandelen som den helt store udfordring.
“Jeg tror, at vi må tænke i at gøre vores bymidte mere attraktiv. Krydre den med andet end butikker, caféer, udespisning og forskellige mødesteder. For eksempel et sted, hvor unge kan møde ældre og hjælpe dem med moderne teknologi,” siger Lisbeth Dalgaard, som på mødet selv vil lægge op til debat sammen med to andre eksperter på området.

Utroligt væsentligt

En af de inviterede er Henrik Klitgaard (R), viceborgmester i Hørsholm, formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget samt medlem af bestyrelsen for Hørsholm Erhvervsnetværk.
Han er selv forhindret i at deltage, men siger til Ugebladet, at han da vil opfordre sine politiker-kolleger til at være med.
“Det er et utroligt væsentligt emne,” siger han, der i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget har haft emnet på dagsordenen: I forbindelse med at udarbejde en erhvervsstrategi skal politikerne blandt andet finde ud af, om Hørsholm skal være et regionalt eller lokalt handelscenter.
“Vi ved jo, at skal man være regionalt handelscenter, skal man tiltrække 'mastodonterne'. Jeg er dog ikke sikker på, at det er den rette strategi,” er det eneste, Klitgaard ønsker at kommentere på emnet.

Publiceret 22 October 2015 07:00