En af Troels Moes mærkesager er at forhindre, at Hørsholm får endnu en skøjtehal ved siden af den eksisterende. Foto: Fred Jacobsen

En af Troels Moes mærkesager er at forhindre, at Hørsholm får endnu en skøjtehal ved siden af den eksisterende. Foto: Fred Jacobsen

Halvvejs i politik:

“Jeg er nok blevet mere politiker ”

Liberal Alliances Troels Moe er blevet mere politiker i de to år, han har været i kommunalbestyrelsen

Af
Fred Jacobsen

Årets budgetforhandlinger i Hørsholm Kommunalbestyrelse er på en måde udtryk for den forvandling, Liberal Alliances Troels Moe har gennemgået i de to år, han nu har siddet i det lokale bystyre. Og selv om han heller ikke i år er med blandt dem, der står bag budgettet, gik der denne gang længere tid, før han smuttede.
“Første gang var jeg ikke konstruktiv nok. Jeg blev overrasket over den 'lejrbålstilgang', som de øvrige havde til det at forhandle budget,” siger han om sine første budgetforhandlinger, der ikke stemte overens med hans tilgang fra det private erhvervsliv.
“Derfor har jeg i år forsøgt at udarbejde et budget, som en borgerlig borgmester ikke kunne sige nej til,” fortæller Moe, der i sit civile liv er administrerende direktør i virksomheden PocketMobile, og blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i november 2013 første gang, han stillede op.
Blandt andet foreslog han denne gang at udsætte bygningen af en ekstra skøjtehal til efter 2019, som han som en af sine mærkesager er stor modstander af.
“Modstanden er der endnu, men den politiske virkelighed er en anden,” siger han om denne opblødning.
Den borgerlige borgmester kunne så godt sige nej til Moes budgetforslag. Og dermed står han på ny uden for forligspartierne. I opposition.
“Men,” siger han, “jeg er nok blevet mere politiker end i starten.”
En start, der ikke var helt nem for Troels Moe, der begyndte sit politiske liv i Venstre, som han forlod, fordi partiet ikke var liberalt nok. Han fandt sit nye ståsted i Ny Alliance og siden Liberal Alliance.
“Især socialdemokrater og konservative lagde afstand til mig i begyndelsen. Det var, som om de lige skulle se mig an,” fortæller Troels Moe og nævner Thorkild Gruelund, som en af de kollegaer, der i begyndelsen holdt ham 'i strakt arm', men som en af dem, som han nu har et godt personligt forhold til.
“Politik handler i høj grad om personlige relationer. Det handler ofte om at få folk på tomandshånd,” siger Troels Moe.
Da han begyndte sin karriere som kommunalpolitiker, havde han forventet flere politiske slagsmål.
“Klimaet i kommunalbestyrelsen er overraskende godt. Alle ønsker, at tingene skal fungere,” mener han, men synes dog, at der er for mange mindre sager, politikerne tager sig af.
“Det er sager i 20.000 til 50.000 kroners klassen, som jeg mener, administrationen bør kunne klare. Dem er der for mange af, så vi ikke får snakket nok om de store linjer,” lyder det fra den 56-årige far til en iværksætter-søn på 26 og en DTU-studerende datter på 23 år, som han har sammen med Marianne, der er direktør i konsulentvirksomheden Avanade.

Opslået af Ugebladet Hørsholm på%26nbsp;13. januar 2016

null

Publiceret 13 January 2016 10:00