"Stop med at dræbe os langsomt"

Beboere på Udvisningscenter Sjælsmark demonstrerede på Øen i bymidten i Lillerød

Af
Tekst og foto: Michael Braunstein

"Stop med at dræbe os langsomt. Vores liv bliver spildt og stjålet fra os hver eneste dag, vi skal bruge i Sjælsmark. Vi vil ikke vente længere. Vi protesterer for at ændre vores situation. Vi vil ikke dø langsomt. Vi kræver ansvarlighed fra myndighedernes side. Hvem kan vi spørge om vores sager? Hvor længe skal vi vente i Sjælsmark? Vi kræver et stop for alle tvangsudvisninger. Vi er flygtninge, vores lande er ikke sikre for os at bo i. Vi kræver fri bevægelighed og frihed til at blive. Vi kræver retten til at have rettigheder."

Sådan lød nogle af budskaberne, da beboerne på Udvisningscentret Sjælsmark og organisationen Freedom of Movements arrangerede en demonstration torsdag 4. februar på Øen i bymidten i Lillerød.

Omkring 70 mennesker deltog i demonstrationen, hvor der var taler og bannere, og hvor en del af demonstranterne holdt budskaber frem, blandt andet med tekster som 'Close Sjælsmark' og 'We asked the westerners for peace, not for war to destroy our lives'.

Demonstranterne slog fast, at de ikke var kriminelle.

"Vi kræver en ende på de 'motivationsfremmende foranstaltninger', som politiet har til formål at 'motivere' os til at forlade Danmark med, ved at dehumanisere og ydmyge os. Vi kræver IKKE at blive tvangsoverført til et gammelt fængsel i Ikast," lød det fra demonstranterne, der også protesterede over de forhold, de lever under:

"Vi kræver afskaffelse af lejre som Sjælsmark - de er ikke beregnet til mennesker. Interessen i at bevare og opbygge nye asylejre gør, at vi lider under disse umenneskelige forhold, vi lever i lige nu - isolation, udelukkelse, nægtelse af grundlæggende menneskerettigheder, utilstrækkelig adgang til medicin og lægebehandling, dårlige boligforhold og dårlig kvalitet af fødevarer."

"Vores kamp handler ikke om bedre fødevarer, men om frihed, rettigheder og vores liv."

Demonstranterne understregede, at de ikke havde arrangeret demonstrationen for at lave problemer:

"Vi er her for at gøre opmærksom på vores situation."

Man kan følge beboerne på Sjælsmark på Facebook-siden: Castaway Souls of Sjælsmark.

null

Publiceret 05 February 2016 11:00

SENESTE TV