Jægerne vil gerne dele deres hus med andre

’Velfærd frem for mursten’: Jagtforening har sagt nej tak til at købe deres eget klubhus

Af
Fred Jacobsen

Hørsholm og Omegns Jagtforening har overfor Hørsholm Kommune foreslået, at andre også kan bruge 'deres' hus på Enghavevej i stedet for at det bliver solgt og foreningen må flytte.
“Man kunne overveje at lave en slags 'Naturens Hus', så andre, for eksempel institutioner, skoler og foreninger bruger det i dagtimerne, hvor vi ikke er der. Vi er jo nu de eneste bruger”, siger foreningens næstformand Peter Windfeld til Ugebladet.

Prisen er for høj

Han har siden foråret været i dialog med kommunen om at finde en løsning på det, kommunalbestyrelsen nu har vedtaget: Jagtforeningens hus på Enghavevej i Rungsted er en af de bygninger, der i forbindelse med strategien 'Velfærd frem for mursten' bliver sat til salg.
Én ting er dog givet: Det bliver ikke Hørsholm og Omegns Jagtforening, med 850 medlemmer en af landets største, der skriver under på slutsedlen.
“Vi har fået tilbudt at købe ejendommen. Men prisen er alt for høj”, siger Peter Windfeld om de 2,5 millioner kroner, kommunen forlanger for huset.
Han vil i øvrigt ikke kommentere foreningens fremtidsudsigter, før han får mere konkret viden om, hvad kommunen har i tankerne.

Glade for stedet

“Vi har været i dialog og er er inddraget, så det ville være for tidligt”, mener han, som alligevel anser en flytning for vanskelig, fordi der er tale om “en lidt særlig forening”.
“Som jagtforening har vi særlige sikkerhedsforhold, som gør, at de, som har nøgler til huset, er registreret hos et alarmselskab”, oplyser Peter Windfeld og understreger, at foreningen er meget glad for huset og håber, at der trods beslutningen kan findes en løsning.
 
Deltag i debatten på Ugebladets facebook-side.

null

Publiceret 25 October 2016 09:00

SENESTE TV