Nødhjælp set fra 'Krokodillehullet'

Jerry Ritz, Hørsholm, om ti dage på vaniljeøen Madagaskar

Af
Fred Jacobsen

Tænker man på pest - 'Den Sorte Død' - maner det billeder frem om middelalder, beskidte gyder og kloakker, der løber frit, hvor mennesker færdes. Fattigdom, sygdom og elendighed.
Sygdommen er for længst udryddet mange steder i verden. Så det skaber overskrifter, når sygdommen dukker op.
Og det var det, der for nogle år siden satte den ellers anonyme ø-stat Madagaskar ud for den sydøstlige del af det afrikanske kontinent på dagsordenen: For her var der udbrudt pest, folk døde - og Madagaskar, der har godt ca. 25 millioner indbyggere og leverer 80 procent af verdens produktion af vanilje - kom pludselig på dagsordenen.

Vanilje-øen

Men frem for alt er Madagaskar et ludfattigt land, der har behov for hjælp. Og det er et land, hvor Røde Kors Hørsholm bruger 1,5 millioner kroner over tre år - omkring ti procent af den lokale organisations overskud - på projektet 'Mendrika', der oversat betyder 'et værdigt børneliv'.
Musik- og teaterproducent Jerry Ritz, mangeårig aktiv i Røde Kors Hørsholm, har været på en ti dages studietur i Madagaskar sammen med 11 andre Røde Kors frivillige for at se, om de penge, 'hans' afdeling bruger i Madagaskar, nu også gør gavn.
"Det gør de," konstaterer Jerry Ritz, der er ved at forberede et større foredrag om turen med billeder og fortællinger, som får 'premiere', når den lokale Røde Kors afdeling holder generalforsamling i sognegården i Hørsholm torsdag den 23. februar.

Halvdelen af Madagaskars 25 millioner indbyggere er under 18 år. Foto: Jerry Ritz

Halvdelen af Madagaskars 25 millioner indbyggere er under 18 år. Foto: Jerry Ritz

Det fyldte jule-køleskab

Her vil Jerry Ritz blandt andet fortælle om oplevelser - og 'dufte' - fra 'Krokodillehullet', som er et meget sumpet og fugtigt slumkvarter i hovedstaden Antananarivo. I kvarteret bor folk i tilfældigt sammentømrede hytter, området oversvømmes i regntiden - og der er rotter, som også har medvirket med til flere udbrud af pest. Rotterne er der dog ved at være styr på.
Kontrasten at komme fra det velstående Hørsholm til et af klodens fattigste lande ramte Jerry Ritz så meget, at han i dagene efter hjemkomsten - omkring jul - havde det svært med hjemmets fyldte køleskabe og indtrykkene fra blandt andet Krokodillehullet.
"Det var svært. Jeg var faktisk ikke klar til at fortælle om turen lige efter," siger Jerry Ritz til Ugebladet. Men det er han nu - og det får deltagene på Røde Kors' generalforsamling den 23. som de første glæde af.
Han er også kommet klogere hjem med et anderledes kendskab til, hvordan de penge, Hørsholms frivillige indsamler og borgerne i øvrigt bidrager med, gør gavn.

Jerry på skolebænken. Foto: Sebastian Primdahl Olesen

Jerry på skolebænken. Foto: Sebastian Primdahl Olesen

Lokkemidlet er mad

"Jeg var ikke klar over, at Røde Kors på Madagaskar havde så mange frivillige. Herhjemme er mange plus 60, men dernede er de unge," fortæller han.
Forklaringen er den store arbejdsløshed og fattigdommen, Røde Kors giver mad og rejsepenge til de frivillige. Det betyder helt konkret, at familierne kan spare på maden, når de er frivillige.
"Gennem det frivillige arbejde bliver de også uddannede til at kunne være i kampen mod pest, manglende hygiejne. Det kan med tiden føre til en bedre tilværelse," fortæller Jerry Ritz og nævner eksemplet på en kvinde, der via frivillig havde kvalificeret sig til et job.
Og så erkendelsen, at mad er en så basal og afgørende drivkraft til at få børn i skole. I 'Mendrika'-projektet er maden lokkemidlet for at få 7000 børn til at gå i skole - og frivillige til at gøre en indsats. Igen: Det betyder, at forældrene skal skaffe mindre mad.
"Det er det lange sejre træk, det her," konstaterer Jerry Ritz, der håber, at han kan få lov til at arbejde videre med Madagaskar efter 2018, når det igangværende projekt slutter.

Publiceret 15 February 2017 07:00

SENESTE TV