Unikke svaneskilte stjæles lige så hurtigt de kommer op

Af
Fred Jacobsen

“Hey, kom nu tilbage med de skilte. I kan jo kun have fået dem ét sted fra. For der findes kun dem!”
Sådan lyder opfordringen fra Morten Gimbel, manden bag de unikke skilte på Alsvej, som advarer bilister og andre trafikanter om, at der er svaner med unger lige om hjørnet.
I sidste uge satte Morten Gimbel skiltene op igen på Alsvej, fordi svaneparret i den lille sø ved Opnæsgaard har for vane at lægge sig i græsset op til Alsvej med de to unger, der lige er sluppet ud af æggene.
Selv om de unikke advarselsskilte er sat op i begge kørselsretninger - et ved børnehaven og et i svinget på den anden side af vejen - var der mandag aften, da Ugebladet kørte forbi området, kun et enkelt skilt tilbage. Det andet ved børnehaven er blevet stjålet, fortæller Morten Gimbel.
“De har også forsøgt at tage det andet skilt, men det er åbenbart skruet for godt fast,” siger han til Ugebladet.
Det betyder så, at der kun er et enkelt af de særlige svaneskilte tilbage. Tre er stjålet. De to fra sidste år plus - indtil videre - det ene fra i år. Og dem opfordrer Morten Gimbel gerningsmændene eller -manden til at levere tilbage.
Og skiltene er ønskede: Flere læsere har i de seneste dage henvendt sig til Ugebladet og efterlyst dem, nu da svaneparet i søen har fået unger.
Også i Hørsholm Kommunes vej- og parkafdeling har man bemærket borgernes ønbske om at sikre svanerne bedst muligt.
“Ja, vi har fået henvendelser,” fortæller projektleder Johanne Leth Nielsen og oplyser, at man i afdelingen vil drøfte, hvad man kan gøre for at sikre svanerne. For det er ikke helt ukompliceret med Morten Gimbels skilte.
“De er uautoriserede og må ikke stå på kommunens grund,” oplyser Johanne Leth Nielsen og henviser til Vejafmærkningsbekendtgørelsen. Og det er Vejdirektoratet og politiet, der skal godkende skilte . Og det er svanekiltene ikke, selv om de ligner almindelige danske advarselsskilte.
Det er Morten Gimbel, der for egen regning har produceret skiltene, som han i første omgang satte op sidste sommer. Han går tur i området og så nogle håndskrevne skilte, der advarede om svanerne.
Da han selv handler med materiel til trafiksikkerhed, fik han fremstillet fire skilte med svaremotivet på og satte dem op på Alsvej.
“På privat grund. Jeg har fået lov til det af Opnæsgaard,” fortæller Morten Gimbel til Ugebladet, som fortæller, at han ikke har taget initiativ til at få skiltene godkendt i Vejdirektoratet, fordi det ifølge ham er en meget lang og også kostbar proces.
Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side.

Svanerne fra søen ved Opnæsgaard bevæger sig ofte ud på Alsvej. Foto: Hedi Birkvel

Svanerne fra søen ved Opnæsgaard bevæger sig ofte ud på Alsvej. Foto: Hedi Birkvel

null

Publiceret 30 May 2017 11:45

SENESTE TV