Jonsbak flytter og dropper lokalpolitik

Venstres yngste genopstiller ikke til kommunalvalget i november

Af
Fred Jacobsen

Venstres yngste medlem i kommunalbestyrelsen i Hørsholm, 21-årige Alexander Jonsbak, er færdig i kommunalpolitik, når denne valgperiode er slut. Jonsbak stiller ikke op til kommunalvalget den 21. november.
“Jeg kan ikke få det til at hænge sammen med studiet i København,” siger Alexander Jonsbak. Han læser erhvervsøkonomi og matematik på CBS i København og påtænker at flytte til København, fordi det er for upraktisk at skulle pendle frem og tilbage fra sin nuværende bopæl i Hørsholm.
“Det er svært at give slip. Det er jo super fedt at være med, og jeg synes, vi har gang i mange gode ting her i Hørsholm,” fortæller Alexander Jonsbak.
Han kom ind i kommunalbestyrelsen som 18-årig ved valget i 2013, mens han endnu gik på gymnasium. Studenterhuen fik han på, mens han sad i kommunalbestyrelsen.
Hans erfaringer i lokalpolitik er så gode, at han gerne vil anbefale andre unge at gå ind i det.
“Jeg føler, jeg her kan gøre en forskel. Lokalpolitik er meget konkret, lidt i modsætning til eksempelvis arbejdet i Venstre Ungdom, hvor man er mere ideologisk,” lyder det fra Alexander Jonsbak.
Partiformand Jørgen Eirfeldt tager Jonsbaks udmelding til efterretning.
“Vi må give stafetten videre. Jeg tror, der er gode kandidater fra VU,” siger han til Ugebladet.
Venstre er endnu ikke klar med sin kandidatliste. Annette Wiencken er partiets borgmesterkandidat. De øvrige kandidater skal findes på et opstillingsmøde i august.

null

Publiceret 15 June 2017 07:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV