Akutteam kan nu redde liv med hjertestarter

Akutteam i Hørsholm er nu blevet udstyret med mobil hjertestarter og kan dermed yde hurtigere og mere effektiv førstehjælp

Hvis sygeplejerskerne i Hørsholm Kommunes akutteam oplever et hjertestop hos de borgere, de behandler, eller på deres vej rundt i kommunen, har de nu mulighed for at behandle hjertestop og hjerteflimmer mere effektivt.
Deres akutbil er nemlig blevet udstyret med en mobil hjertestarter, og derfor behøver sygeplejerskerne ikke længere at vente på, at en ambulance eller akutbil kommer frem.
Kan gøre en stor forskel
”Tiden er en meget vigtig faktor ved hjertestop. Derfor synes jeg, det er en rigtig god løsning. Vi håber jo ikke der bliver brug for den, men hvis der gør, gør det en stor forskel, at sygeplejerskerne kan få fat i den så hurtigt,” siger Vibeke Alberg, leder af Pleje og Omsorg, i en pressemeddelelse. Men det skal ikke erstatte opkaldet til 112.
”Det er et supplement, som skal øge kvaliteten af den indsats akutteamet leverer, og ikke en erstatning af regionens akutberedskab” understreger hun.

77 hjertestarter i Hørsholm

Ifølge Dansk Hjertestopregister får ca. 4.000 personer hjertestop uden for hospitalet hvert år. I Hørsholm er der registreret 77 hjertestartere på hjertestarter.dk. Hørsholm Kommune har valgt at investere i den mobile hjertestarter for at styrke den indsats, der allerede bliver gjort på området i dag.mt

Publiceret 04 August 2017 09:30

SENESTE TV