Hunderæd for hunde:

Hold snor i dem over alt

Kim Pedersen, Hørsholm, er træt af løsgående hunde på sin foretrukne gåtur ved Kokkedalskoven

Af
Fred Jacobsen

Fire gange inden for otte dage har pensionist Kim Pedersen fra Hørsholm haft for ham ubehagelige møder med løsgående hunde på sin aftenspadseretur. Det er han træt af og mener derfor, at der skal være forbud mod løsgående hunde i alle bebyggede områder og hvor der færdes mange mennesker.
“Jeg ved jo godt, det vil ramme dem, der har styr på deres hunde. Men vi kan jo ikke lave A- og B-hold,” siger han til Ugebladet.
Hørsholm-pensionisten går jævnligt tur omkring Kokkedalskoven og oplevede forleden to hunde, der ifølge hans fortælling gjorde ham 'hunderæd'.
“To hunde kom løbende hen imod mig og begyndte så at løbe rundt omkring mine ben og gøede. Længere hen ad stien råbte og skreg en kvinde efter hundene, men de lystrede ikke. Hundene bed ikke, men skræmte mig,” fortæller Kim Pedersen, der har haft flere oplevelser af den slags.
Området ved golfbanen er et yndet område for spadserende og hundeluftere, og selv om hundene skal være i snor i området, bliver det ikke altid respekteret.
“Jeg synes efterhånden det er utrygt at færdes der,” mener Hørsholm-pensionisten.

Publiceret 15 August 2017 11:30

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV