Fred Jacobsen, redaktør på Ugebladet.

Fred Jacobsen, redaktør på Ugebladet.

REDAKTØRENS KLUMME:

En undren, der ikke vil gå væk

Noget af røgen har nu lagt sig i sagen om millionsvindel i Lions Børnehuse i Hørsholm. Vi venter stadig på, hvad politiets efterforskning viser - og hvilke konsekvenser det får for den tidligere områdeleder, den eneste sigtede i sagen.
Status er lige nu er

  • at tre medarbejdere, der blev fyret i forbindelse med sagen, har fået deres sager forligt og modtaget erstatning, 
  • at en rapport om kommunens tilsyn med Lions Børnehuse (PwC-rapporten) slår fast, at Hørsholm Kommune har ført det tilsyn, der skal til, men fremadrettet skal være skarpere på procedurerne,
  • at en anden rapport (fra KL's juridiske konsulenter) om Lions Børnehuses bestyrelses ansvar kritiserer denne for dens arbejde, men ikke mener, bestyrelsen kan drages til ansvar, fordi den - oversat til dansk - er blevet snydt groft af den sigtede områdeleder. De var frivillige og glade amatører og kunne derfor ikke drages til ansvar. Deres nærmest blinde tillid til områdelederen blev udnyttet groft.
Det gælder også daværende bestyrelsesformand Thorkild Gruelund. Selv om KL-rapporten slår fast, at han ville kunne bedømmes “efter en strengere ansvarsmålestok”, fordi han var den gennemgående person og havde et særligt ansvar for planlægning og gennemførelse af bestyrelsesmøderne.
KL-juristerne udelukker heller ikke, at Gruelunds “særlige viden” via sit medlemskab af Hørsholm Kommunalbestyrelse og økonomiudvalg ville kunne inddrages i en bedømmelse.
Her dukker en undren op: Hvorfor sørgede en mand med hans pondus og erfaring ikke i tide for en mere systematisk og grundig økonomistyring end den, der kritiseres så skarpt i både PwC's og KL's rapport?
Gruelund har selv - delvist - svaret: Han fortryder, siger han, at han ikke lagde regnskab og revision i hænderne på eksempelvis Danske Daginstitutioner.
Godt så. Men det får altså ikke denne undren til at gå væk.

Og: Hvordan i alverden kunne det gå til, at Hørsholm Kommune har et økonomisystem og procedurer, hvor
1. en medarbejder kan hæve nærmest uhæmmet på et dankort og
2. det først alt for sent opdages, at der er overskridelser på en post. Og at man i KL's rapport kan læse, at alle regler er overholdt.

Det vil man med rette også kunne undre sig over længe endnu.

Med venlig hilsen
Fred Jacobsen
Redaktør

Kommentar? Så deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side.

Publiceret 15 September 2017 08:00

SENESTE TV