Sådan så det ud, da kommunalbestyrelsens partier - minus Liberal Alliance - præsenterede budgetaftalen Fra venstre Gitte Burchard (UP), Niels Lundshøj (S), Henrik Klitgaard (R), borgmester Morten Slotved (K), Annette Wiencken (V) og Peter Antonsen (BL). Foto: Morten Timm

Sådan så det ud, da kommunalbestyrelsens partier - minus Liberal Alliance - præsenterede budgetaftalen Fra venstre Gitte Burchard (UP), Niels Lundshøj (S), Henrik Klitgaard (R), borgmester Morten Slotved (K), Annette Wiencken (V) og Peter Antonsen (BL). Foto: Morten Timm

Budget 2018:

Hørsholm investerer massivt i børn og skoler

Der bliver bygget ny institution i Rungsted, som skal tilgodese små og trygge miljøer

Af
Fred Jacobsen

Hørsholm investerer massivt i børn og skoler i de kommende år og holder fast i den del af strategien 'Velfærd frem for mursten', der handler om Ulvemosehuset og Rungsted Skole.
Den meget udskældte SFO-ordning rulles ikke helt tilbage, til gengæld skal der i de kommende fire år bruges penge på lokalplaner i Folehavekvarteret og i Rungsted øst for Strandvejen.
Det er nogle af de elementer i den nye budgetaftale for 2018-2021, som fem af seks partier i kommunalbestyrelsen, plus løsgængeren Gitte Burchard, er blevet enige om.
Liberal Alliance står uden for aftalen.

Skoler skal moderniseres

Børnene og skolerne får et tydeligt løft i de kommende år. Eksempelvis skal der laves en helhedsplan for kommunens fire folkeskoler, som over de kommende fire år skal moderniseres for 67 millioner kroner. Investeringerne er fordelt med to millioner i 2018, fem millioner i 2019 samt 30 millioner i hvert af årene 2020 og 2021.

Penge til vikarer

Ud over det får skolerne flere penge til vikarer: En million kroner mere allerede i 2018 og to millioner i hvert af de efterfølgende tre år.
Pengene skal ifølge budgetaftalen fordeles mellem de fire folkeskoler, “der hver især og i fællesskab udmøntes med sigte på at skabe endnu bedre læring og trivsel f.eks. gennem styrkede vikarordninger.”

Ulvemosehuset sælges

Havde forældrene i daginstitutionen Ulvemosehuset håbet, at deres protester forhindrer salget af huset, må de se sig skuffet.
Budgetaftalen fastholder, at der skal arbejdes videre med “et moderne dagtilbud i område øst, som er integreret med Rungsted Skoles bygninger.”
Deres protester har dog ikke været helt forgæves: I forligsteksten kan man nemlig læse, at det er “væsentligt, at der både er større og mindre dagtilbud i Hørsholm”.
Videre kan man læse, at et “fremtidigt salg af dagtilbudsbygninger tilrettelægges således, at brugerne af Ulvemosehuset rykkes direkte fra Ulvemosehuset til de nye rammer” og at det “er en forudsætning for løsningen, at dagtilbuddets fysiske rammer tilgodeser små og trygge miljøer for børnene.”

SFO bliver som nu

En anden kontroversiel sag, SFO-sagen, bliver ikke rullet helt tilbage, som blandt andet Socialdemokratiet ønskede sig.
SFO'en bliver, som den er nu, nemlig med en SFO I for 0.-3. klasse til en forældrebetaling på1772 kroner om måneden og en SFO II for 4.-6. klasse til 980 kroner om måneden.

Millioner til lokalplaner

Budgetaftalen indeholder også et løfte om at bruge én million kroner årligt på lokalplaner med specielt fokus på blandt andet Folehavekvarteret og i Rungsted øst for Strandvejen.

Kystsikring må vente

En af de større projekter, der ikke kom med i denne budgetaftale, er kystsikringen.
De planlagte ni millioner kroner, der skulle bruges, er udsat til 2019.

Publiceret 26 September 2017 06:15