“Indtil videre er projektet blevet godkendt af byrådet i Fredensborg Kommune, men der er stadig meget langt til målet,” siger NGG-rektor Claus Campeotto. Foto: Peter Mailand

“Indtil videre er projektet blevet godkendt af byrådet i Fredensborg Kommune, men der er stadig meget langt til målet,” siger NGG-rektor Claus Campeotto. Foto: Peter Mailand

Rektor drømmer om nye bygninger til NGG

Cirkelhuset er alt for dyrt at renovere, derfor håber rektor Claus Campeotto på, at nye ejere får lov til opføre nyt skolebyggeri

Af
Peter Mailand

Peter Mailand

Stod det til rektor på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG), Claus Campeotto, så blev Cirkelhuset, renoveret efter alle kunstens regler.
Men Cirkelhuset, der blev opført i begyndelsen af 1960'erne, er ikke bare slidt efter de mange år, men også, så dårlig isoleret efter nutidens standarder, at det er meget dyrt at varme op om vinteren, og det tynger uddannelsesinstitutionens økonomi.
“Vi har virkeligt undersøgt alle muligheder og forsøgt at renovere Cirkelhuset, men det er alt for dyrt, og vi kan ikke bare spørge om at få et tilskud på 200 mio. kr.,” siger han.
Ifølge Claus Campeotto koster de ca. tre gange så meget at renovere Cirkelhuset, som det vil koste at jævne det hele med jorden og opføre nye bygninger.

Klausul om skolebyggeri

NGG købte tidligere i år Cirkelhuset af de forhenværende ejere, men solgte senere huset videre til en investorgruppe, med den klausul om, at de skal opføre nye bygninger til uddannelsesinstitutionen.
“Vi er en uddannelsesinstitution, og vores fokus er at drive en skole. Derfor har vi solgt huset videre til en investorgruppe, med den klausul, at de skal opføre nye bygninger til skolen,” siger han.
For at finansiere de nye bygninger vil de nye ejere opføre et nyt storcenter, med hotel og biograf. Men selvom Fredensborg Kommune i sidste uge sendte projektet videre til Erhvervsstyrelsen, så bliver projektet modtaget med skepsis i Hørsholm.
“Jeg vil gerne sige, at det er vigtigt, at der skal er konsensus om projektet hele vejen rundt,” understreger han.

Stadig lang vej

Claus Campeotto erkender, at der stadig er lang vej til målet, men håber fortsat, at hans drøm går i opfyldelse.
“Indtil videre er projektet blevet godkendt af byrådet i Fredensborg Kommune, men der er stadig meget langt til målet,” siger han og tilføjer:
“Jeg håber, at vi i foråret, kan sige noget mere om det videre forløb i projektet,” siger han.

Det er på tegnebrættet:

* Ifølge planerne skal der opføres nyt byggeri på et samlet areal på i alt 45.000 m².
* Nye bygninger til Nordsjællands Grundskole og Gymnasium: 10.000 -15.000 m² (De kommende bygninger bliver delvist placeret på henholdsvis Cirkelhusgrunden og Christianshus grunden i Hørsholm Kommune). 
* Store butikker: 10.000 – 15.000 m²
* Udvalgsvarebutikker: 30.000 (35.000) m²
* Restauranter/caféer: 400-1.500 m²
* Hotel med 100-125 værelser: 3.500 – 10.000 m²
* Legeland: 1.000 – 8.000 m²
* Fittnesscenter: 1.500 - 4.000 m²
* Biograf: 1.500 – 3.000 m²
* Ungdomsboliger (30-90 m²): 2.000 – 4.000 m²

Publiceret 29 September 2017 11:00