Boliger skal erstatte Ulvemosehuset og Fritidshuset

Hverken daginstitutionen er Fritidshuset er solgt, men det vil ske efter et udbud

Af
Fred Jacobsen

Der kommer boliger i det område, der lige nu huser både Fritidshuset og daginstitutionen Ulvemosehuset.
Det oplyser borgmester Morten Slotved (K) til Ugebladet og slår samtidig en tyk streg under, at de to bygninger skal sælges samlet salg efter et udbud, der nu forberedes.

En misforståelse

Det var derfor ikke korrekt, da Otto B. Christiansen (K) i en mail 1. oktober til Cecilie Reumert Wagtmann, formand for forældrebestyrelsen i Ulvemosehuset, skrev, at både Fritidshuset og Ulvemosehuset allerede er solgt.
“Det havde jeg misforstået. Efter beslutningen i økonomiudvalget troede jeg, at det var det, der var tilfældet,” lyder Otto B. Christiansens forklaring til Ugebladet.

Seks partier er enige

Det er således en politisk kendsgerning - med tilslutning fra de seks partier Konservative, Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Borgerlisten plus den partiløse Gitte Burchard - “at der skal ske salg af den samlede matrikel på Vestre Stationsvej 12, som i dag huser Fritidshuset og Ulvemosehuset”.
“Læg mærke til, at der står skal i aftaleteksten,” understreger borgmester Morten Slotved, der i en mail til Ulvemosehusets forældrebestyrelse beskriver den proces, der med økonomiudvalgets beslutning 28. september nu er sat i gang.

Udbud om et år

Den er, at der skal udarbejdes en lokalplan for området og vilkår for det udbud, der skal finde sted i forbindelse med salget. Dette arbejde ventes afsluttet i løbet af 2018 - og “et godt bud” er ifølge borgmesteren, at kommunalbestyrelsen i slutningen af 2018 tager stilling til lokalplanen og udbud af de to ejendomme på matriklen.
“Lokalplanen skal blandt andet undersøge mulighederne for, hvilket slags byggeri der skal være på stedet,” forklarer Morten Slotved og løfter samtidigt sløret for, at der vil blive tale om boligbyggeri. Næste skridt er derefter at sende salget i udbud - og siden tage beslutning om, hvem der så endeligt skal skrives slutseddel med.

Med bamsen i hånden

I en separat proces skal der så arbejdes med at etablere højst 110 daginstitutionspladser, som der ifølge økonomiudvalgets beslutning er brug for i Rungsted-området.
“I den proces er der forskel på, om der skal bygges nyt eller om vi skal rykke ind i eksisterende bygninger. Sidstnævnte kræver ikke lokalplan, det første gør,” fortæller borgmesteren, som understreger, at “børnene vil kunne gå over i den ny institution med deres bamse i hånden”.
I brevet til forældrebestyrelsen slår han så også fast, at budgetaftalen 2018-2021, som er grundlag for økonomiudvalgets beslutning, er en “politisk aftale, som de seks partier, der har indgået aftalen, kan ændre, hvis forudsætningerne for et punkt i aftalen ændrer sig eller partierne i øvrigt er enige herom”.
Det kunne være en ny finanskrise eller noget andet voldsomt, der ændrer forudsætningerne grundlæggende.

Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side.

null

Publiceret 05 October 2017 07:00

SENESTE TV