Begejstringen i Hørsholms handelsliv for planerne om storcenter i Cirkelhuset var begrænset. Foto Fred Jacobsen

Begejstringen i Hørsholms handelsliv for planerne om storcenter i Cirkelhuset var begrænset. Foto Fred Jacobsen

Storcenterplaner skaber frygt

Bagmand: Center på Cirkelhusgrunden på virker ikke Hørsholm

Af
Fred Jacobsen

Det vist ikke noget overdrivelse at påstå, at planerne om at skabe et storcenter på Cirkelhusgrunden lige på den anden side af kommunegrænsen til Fredensborg, skaber frygt blandt de handlende i Hørsholm. Også selv om det selskab, der nu går i gang med at skaffe investorer til både center og nyt Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) gjorde meget ud af at forsikre, at et muligt storcenter ikke vil påvirke butikkerne i Hørsholms gågade og Kongevejscentret.
“Vi vil lave noget, som I ellers ville tage til Hillerød eller Lyngby for at få,” sagde Joacim Bruus-Jensen fra Nord Partners, da han præsenterede storcenter-idéen foran repræsentanter for Hørsholms detailhandel.
Joacim Bruus-Jensen repræsenterer en række danske og udenlandske investorer, der har købt Cirkelhusgrunden af NGG. Det er her, der skal bygges et storcenter, og i tilknytning til det skal NGG have et nyt domicil.

Hælder vand ud af ørerne

Men den forsikring faldt ikke i den bedste jord hos Hørsholms næringsdrivende.
“I hælder vand ud af ørerne,” mente eksempelvis Daniels Thomas Bak.
“Kom med et projekt, der skaffer os 1000 p-pladser i bymidten. Så får I lov,” lød 'tilbuddet'.
LÆS OGSÅ: Reaktioner: “Spis brød til - det sker først om 5-6 år”

Alle røde lamper er tændt

“Vi er meget, meget bekymrede for gågaden,” mente Anne Gruelund, mens den tidligere formand for gågadeforeningen, pølsemand Jacob Schulze, sagde, at “alle røde lamper er tændte, vi hører om 2-3000 flere biler på Usserød Kongevej”, som der foreligger beregninger på.
“Kom med et nyt oplæg, hvor I begrænser antallet af butikker og gør dem større,” lød buddet fra Kristen Dalgaard fra Meny i Kongevejscentret, der også foreslog tre-fire møder om sagen over de næste 8-10 måneder.
Baggrund for centertanken er, at NGG har solgt Cirkelhuset til investorgruppen Nord Partners.
Dels for at skaffe sig selv en ny og mere moderne skole, dels for at bygge et center på den 24100 kvadratmeter store grund med hotel, boliger, biograf, caféer og restauranter.
Der kommer ifølge Joacim Bruus-Larsen ikke mere detailhandel, men store butikker ikke under 800 kvadratmeter, som ikke findes i Hørsholm. Det er stor butikker som Elgiganten, Power, Maxi Zoo og noget i den stil
“Butikkerne kan også godt blive større,” sagde Bruus-Jensen.
Et nyt storcenter bliver cirka det halve af City 2 i Tåstrup og på størrelse med Ikea i Gentofte. De nuværende butikker i Cirkelhuset, får lov til at blive.

Publiceret 17 October 2017 12:00