Ville beskytte piger:

Overfaldet i kystbanetog

41-årig ville forhindre chikane mod piger og fik selv tæsk

Af
Morten Timm

Morten Timm

En 41-årig mand fra Rungsted blev tidligt søndag morgen brutalt slået med fem-seks knytnæveslag, da han forsøgte at stoppe tre mænds chikanerier af nogle piger i et kystbanetog fra København mod Helsingør.
Det oplyser politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.
Han fortæller, at toget var kørt fra Hovedbanegården kl. 03.20, og det voldelige overfald skete omkring kl. 03.50 kort før Rungsted Kyst station, hvor den 41-årige stod af.
“Han opdager, at gerningsmanden og to andre personer chikanerer et par piger, og han beder dem om at stoppe. Det får gerningsmanden til først at skubbe den 41-årige, så han falder mod gulvet, hvorefter han får tildelt fem-seks knytnæveslag i ansigtet,” oplyser Henrik Sejer.
Til politiet har den 41-årige beskrevet overfaldsmanden som dansk, 30-35 år, 175-180 cm høj og almindelig af bygning med kort brunligt hår og korte skægstubbe om munden. Han var iført mørkt tøj.
Ifølge politikommissæren er der rekvireret videoovervågning fra toget, og det kan sætte politiet på sporet af gerningsmanden. De hører dog også gerne fra eventuelle vidner. Kontakt på tlf. 1-1-4.

null

Publiceret 11 December 2017 12:15

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV