De konservative, der på gruppemøde stemte nej til Hannebjerg- lokalplanen. Fra venstre Jan Klit, Kristin Arendt og Thorkild Gruelund. Pressefotos

De konservative, der på gruppemøde stemte nej til Hannebjerg- lokalplanen. Fra venstre Jan Klit, Kristin Arendt og Thorkild Gruelund. Pressefotos

Drama i kulissen:

Tre konservative klar til at stemme Hannebjerg ned

Få dage før afgørelsen var flertallet for lokalplanen ikke til at få øje på

Af
Fred Jacobsen

Det er efterhånden velkendt, at dagene op til afstemningen om Hannebjerg-lokalplanen 18. december var neglebidende spændende for en stor del af den daværende kommunalbestyrelses medlemmer.
Nu viser det sig, at der, helt op til afgørelsens time, var uenighed om sagen dybt inde i den konservative gruppe. Og lokalplanen, der blev stemt hjem med ti stemmer for, syv imod og to, der undlod, var således særdeles tæt på at falde.
Dramaet nåede et højdepunkt, da den otte personer store konservative gruppe på et gruppemøde ikke kunne snakke sig til enighed, men måtte tage en afstemning om sagen. Her stemte tre ud af otte imod lokalplanen. Hvis de tre havde fastholdt deres nej frem til kommunalbestyrelsesmødet 18. december, var lokalplanen faldet.
Afstemningen fandt ifølge Ugebladets oplysninger sted kort før Økonomiudvalgets møde 7. december, hvor der var et knebent flertal på fem-fire for lokalplanen.
Som bekendt valgte Thorkild Gruelund at fastholde sit nej på det afgørende møde. To andre nej-sigere, Kristin Arendt og Jan H. Klit, valgte i sidste øjeblik at vende et nej til et ja.

Det sker ikke igen

“Jeg synes godt, man kunne argumentere for, at Hørsholm Lille Skole fortsat kunne benytte grunden. Ikke det hele, men der kunne godt have været fjernet nogle huse. Og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik set grunden forinden,” fortæller Jan H. Klit til Ugebladet.
Han står i dag ved det ja, det så blev til for hans vedkommende.
“Skolen kan jo ikke få 2.800 kvadratmeter gratis og det var budgetstof. Det var en mindre kamel, der skulle sluges. Men jeg synes, sagen er landet fornuftigt, og det lever jeg fint med,” siger han og forsikrer, at historien ikke vil gentage sig.
“Vi skal have borgermøder tidligere i processen. Jeg har lært af det her. Det sker ikke igen,” tilføjer han.

En særlig situation

Afstemninger sker ikke så ofte, når de konservative samles. Hannebjerg-sagen var en særlig situation, mener Kristin Arendt.
“Jeg kan ikke mindes, vi har haft det i de fire år, jeg har været med,” siger hun, der også stemte imod på gruppemødet, men også vendte det til et ja 18. december. Arendt mener ikke, det er tegn på styrke at skulle stemme om en sag.
“Det er udtryk for, at vi ikke kan blive enige ved at snakke sammen. Det er bedre at tale sig frem til en løsning. Det står vi os stærkere ved,” understreger hun.

Fem minutter i tolv

Thorkild Gruelund ønsker ikke at kommentere, hvad der skete på gruppemødet. Han stemte dog nej både der og senere i kommunalbestyrelsen. Og han mener, flertallet i kommunalbestyrelsen kan bebrejdes at tage en afstemning om en så vigtig sag efter der har været holdt kommunalvalg.
“Det her er en sag, der rækker langt ind i den nye periode. Og der sad jo medlemmer, der reelt var stemt ud og giver sig til at vedtage noget så vigtigt 'fem minutter i tolv'. Jeg mener, man skulle have overladt det til det nye byråd at stemme om sagen,” lyder Gruelunds kritik.

Publiceret 02 January 2018 07:00

SENESTE TV