Vild jagt over 11 km:

Sådan hapsede politihundene Tjalfe og Loke to indbrudstyve

Nordsjællands politi hylder de to hunde der i sidste uge jagtede to indbrudstyve på en strækning på 11 kilometer. Læs hele historien her.

Af
Af Peter Mailand og Morten Timm

De to politihunde, der i mere end tre timer jagtede to indbrudstyve sidste fredag, bliver nu hyldet af Nordsjællands Politi.
Over et stræk på 11 kilometer jagtede de to hunde, Tjalfe og Loke, på skift inden tyvene blev fanget.
På Facebook har Nordsjællands Politi lagt hele fortællingen op. Her skriver de:
“Fredag aften i sidste uge modtog et par borgere i Niverød en sms fra deres alarmsystem om, at der muligvis var et indbrud i gang på hjemmeadressen. Borgerne var heldigvis lige i nærheden, og de skyndte sig derfor hjem for at se, hvad der foregik. Da de nåede hjem til deres bolig, kunne de konstatere, at alarmen havde talt sandt, da den sms'ede dem, for ud af huset væltede et par fremmede mænd.
Mændene stak omgående af, men borgerne nåede at notere sig i hvilken retning, mændene stak af, ligesom de også fik noteret sig nogle detaljer om mændenes udseende.
Vi blev ringet til stedet, og ved vores ankomst gik vi straks i den retning, som gerningsmændene var set løbe i.
De formodede indbrudstyve havde dog et forspring, og selvom vi var blevet sendt i den rigtige retning, kunne vi ikke se mændene. Men vi kunne lugte dem! Eller, det kunne vores politihund Tjalfe, som hurtigt satte snuden i sporet og førte os på tur. Og sikke en tur, det blev!
Først gik turen ud af boligkvarteret og over til Helsingørmotorvejen, hvor Tjalje signalerede, at vi skulle krydse den til fods. Da vi havde forceret motorvejen, gik turen 1 kilometer videre, hvorefter Tjalfe markerede et fund ved et træ. Her lå der en mobiltelefon, som tydeligvis ikke havde ligget der i lang tid. Vi var på rette vej, men vi var slet ikke i nærheden af at være ved vejs ende. På daværende tidspunkt vidste vi dog ikke, at vi stadig havde langt til målet. Meget langt.
 

Våde, beskidte og kolde

Turen fortsatte, og efter 1,5 kilometer mere, fik Tjalfes snude en velfortjent pause, mens hans firbenede kollega Loke overtog sporsøgningen.
Loke trak feltet de næste to kilometer, men da vi havde krydset en mose, var det Lokes snudes tur til at bede om et lille hvil. Tjalfe var heldigvis på ingen måde stemplet ud til fyraften, og han tappede sig selv ind i kampen igen og overtog fra den anden side af mosen.
Fra den anden side af mosen gik det videre, indtil vi nåede en hestefold, hvor vi fandt den første formodede indbrudstyv. Han var meget beskidt, meget våd og meget kold, hvilket vi så sandelig også var. Meget tydede derfor på, at han havde været igennem de samme strabadser som os, og da han samtidig stakåndet forklarede, at han ikke gad løbe fra politiet mere, fik han et par håndjern på.
Da Tjalfe havde sikret den første formodede indbrudstyv, meldte Loke sig klar til at lede videre efter den anden. Han måtte da være lige i nærheden…
Vores formodning om ”lige i nærheden” viste sig ikke at holde stik, for Loke hev os med videre på endnu en lang udflugt. Vi var som nævnt beskidte, våde og kolde, men vi var nået så langt, at vi på ingen måde var klar til at give op.

Måske var der en ekstra godbid til politihundene efter den helt ekstraordinære indsats.

Måske var der en ekstra godbid til politihundene efter den helt ekstraordinære indsats.

I hælene på to forpustede tyve over tre timer

Omkring to kilometer senere nåede vi frem til en gård, hvor Loke gerne ville ind og kigge. Her kunne vi se nogle våde fodspor, og trods 11 kilometer i poterne sprang Loke let som en fjer op ad trappen til høloftet, hvor den anden formodede indbrudstyv udmattet lå og trykkede sig. Frem med håndjernene, og så var det med på politistationen.
Der var i øvrigt intet at sige til, at mændene var forpustede, for vi modtog anmeldelsen klokken 18.30, og de to anholdelser blev foretaget omkring klokken 21.30 og 22.15.
Alt i alt var vi altså i hælene på dem i over tre timer på en 11 kilometers-strækning i blandet terræn, og det synes vi egentlig er et meget godt bevis på, at man ikke skal forsøge at løbe fra en politihund.
De to mænd blev i øvrigt fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, og det kastede en varetægtsfængsling af sig til dem begge mændene,” skriver Nordsjællands Politi på Facebook.

null

Publiceret 26 January 2018 17:30

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV