En sømand gik i land og blev pølsemand

Jacob Schulze fylder 50 år og fejrer fem år for Gågadens Pølsevogn

Af
Fred Jacobsen

Byens pølsemand, Jacob Schulze fylder 50 år tirsdag 27. februar og samtidig fejrer Gågadens Pølsevogn sine første fem år i Jacob Schulzes regi.

Efter afsluttet skolegang med Højere Handelseksamen kom Jacob Schulze i 1986 i shipping-lære i firmaet Fellowship København. Da læretiden var overstået, fortsatte han til søs – nemlig i Søværnet, hvor han aftjente sin værnepligt.

Da Schulze fik fast grund under fødderne, blev det til fire år som købmand hos først Brønsholm Købmandshandel og dernæst Nærum Stormarked.

I elleve år havde Jacob Schulze derefter sit virke hos Tuborg/Carlsberg, inden han i 2004 kom til Bolind A/S, hvor han havde fået stilling som salgs- og distriktschef. Det blev til godt syv år i firmaet fulgt af halvandet år i en lignende stilling hos Service-Centralen.

Tiden var nu inde til at blive selvstændig. Jacob Schulze fik mulighed for at drive pølsevognen i Gågaden. Så hurtigt det lod sig gøre, blev der indkøbt en helt ny og speciel pølsevogn, og den 15. november 2012 var der premiere. Siden er det gået slag i slag, og pølsevognen er hver dag et helt uundværligt mødested for byens borgere.

Undervejs og inden da har Jacob Schulze tilbragt sit halve liv i HUI – Hørsholm-Usserød Idrætsklub, som holdleder og fodboldformand, bestyrelsesmedlem og initiativrig frivillig i alle mulige sammenhænge. Lige nu lægges energien hos HUI's Venner, hvor Jacob Schulze er formand for bestyrelsen. I 2005 blev Jacob anerkendt for sine mange tjenester for klubben og tildelt æresmedlemskab.

Fødselsdagen markeres ved en reception hjemme hos Jacob og Louise på Egevej 3, tirsdag 27. februar fra klokken15 til 18.

null

Publiceret 22 February 2018 09:30

SENESTE TV