Hørsholm er mere end rotter og mosegrise

Erhvervsrådet fyldte Klædefabrikken for at få idéer til, hvordan byen overlever i fremtiden

Af
Fred Jacobsen

Før, under og efter Hørsholm Erhvervsråds meget velbesøgte dialogmøde om byens fremtid på Klædefabrikken blev der joket med det, der popper op, når man går ind på kommunens hjemmeside www.horsholm.dk:

“Byggesagsarkiv, anmeldelse af rotter og mosegrise, find en lokalplan,” stod der sidst, Ugebladets var inde og se efter.

Der blev trukket lidt på smilebåndet af brandingsværdien i, at det er rotter og mosegrise, der skulle være det første, der springer i øjnene, når eksempelvis en børnefamilie overvejer at flytte til kommunen og klikker ind på www.horsholm.dk for at se, hvad denne kommune har at byde på.

Konservativt pelskvarter

Dermed er også nævnt et par af de centrale emner, der kom på bordene, da deltagerne efter to omgange gruppearbejde aflagde rapport: Hvordan får man 'solgt' - brandet - Hørsholm, så man “ikke hænger fast i billedet af et konservativt pelsekvarter”, som det blev sagt, og man får lokket de eftertragtede børnefamilier til.

Grundopfattelsen var nok den, at der bør arbejdes med eksempelvis kommune-hjemmesidens første indtryk, så det mere er fortællingen om Hørsholm, der kommer frem end et øjebliksbillede af, hvad folk mest søger efter.

Om den så er, at det er 'konge' at bo i Hørsholm, som er en kernesætning i det brandingsarbejde, byrådet har sat i gang for et par millioner kroner, eller en anden fortælling, skal resultaterne af denne aftens gruppearbejder bidrage til.

Dette er det første indtryk, man får af Hørsholm, når man klikker ind på kommunens hjemmeside.

Dette er det første indtryk, man får af Hørsholm, når man klikker ind på kommunens hjemmeside.

Trafik, familier, internet

For det var et af formålene med dialogmødet at fokusere på, hvad byen har behov for, hvad der kan forhindre, at behovene bliver opfyldt og hvordan idéer og initiativer skal prioriteres.

For at komme problemstillingerne nærmere, blev deltagerne sat i grupper for at finde de tre vigtigste emner og så analysere dem efter ovenstående opskrift.

Trafikken gik igen

Den gruppe, Ugebladet fulgte, bestod af en arkitekt, en ekspert i storytelling, en virksomhedsejer, en butiksejer i gågaden samt en ejendomsinvestor med interesse i Hørsholm.

I denne gruppe var lokal infrastruktur og transport, branding målrettet børnefamilierne og hurtigere internet i hele kommunen de tre vigtigste områder, der bør fokuseres på.

Og det viste sig, at både trafik og transport samt børnefamilierne var emner, der også blev prioriteret i andre grupper.

Alle analyser fra dialogmødet bliver nu samlet og bedarbejdet og bliver behandlet på erhvervsrådets næste møde 19. april.

Publiceret 15 March 2018 07:00

SENESTE TV