Venstre:

Ingen førerløse busser i Hørsholm lige nu

Af
Fred Jacobsen

Venstres repræsentanter i Miljø- og planlægningsudvalget (MPU) er ikke specielt optaget af, om Hørsholm Kommune bliver en af de første kommuner i landet med selvkørende busser.

De vil hellere vente på, at teknologien er så meget i orden, at et selvkørende forsøg ikke generer den i forvejen træge trafik i byen.

“Vi støtter førerløse busser, så snart teknologien er klar og busserne kan køre på offentlige veje uden gene for den øvrige trafik,” skriver partiets to MPU-medlemmer i et debatindlæg på ugebladet.dk.

De to foreslår i øvrigt, at når kommunalbestyrelsen næste mandag skal på rundtur i byen, skal det ske med en fart på 15 km i timen, “så man ved selvsyn kan opleve, hvor generende det vil være for den øvrige trafik med sådanne køretøjer på kommunens i forvejen belastede vejnet.”

K0nservativt flertal

Venstre kom forleden i mindretal i MPU, da udvalget skulle beslutte sig for at sætte en forsøgsordning i gang.

Sagen blev som udgangspunkt stemt hjem af de tre konservative Kristin Arendt, Jan H. Klit og Charlotte Kirchheiner, men Venstre benyttede sig af den såkaldte standsningsret og vil nu have sagen bragt op i byrådet 30. april.

“Vi har foreslået, at pilotforsøget afventede et forsøg i Aalborg. Det ville flertallet dog ikke vente på,” hedder det i Venstre-folkenes debatindlæg.

Det konservative flertal besluttede på MPU-mødet at sætte et forsøg med selvkørende elbusser i gang, så de første busser kan komme på gaden i 2019.

Uenighed om ruterne

Indtil da skal politikerne nå frem til, hvor i byen busserne skal køre. Også på det punkt er der allerede uenighed.

Eksempelvis pegede Sport-, fritid- og kulturudvalget (SFKU) på en rute mellem Kokkedal Station og Rungsted Gymnasium.

Det var dog uden Venstres og Liberal Alliances tilslutning.

Heller ikke kommunens administration er begejstret for denne rute og anbefaler direkte, at der ikke arbejdes videre med hverken denne eller en rute mellem Breelteparken og KongevejsCentret.

Ifølge forvaltningen, fordi ruterne er for usikre og vil kræve høje anlægsudgifter og ikke bidrager til forsøgets “teknologiske modning ved at køre på vej med den øvrige trafik”.Tilbage er tre ruter mellem Sophielund og henholdsvis KongevejsCentret og Hørsholm Midtpunkt samt en såkaldt grøn 'turistrute' mellem Rungsted Havn og Rungsted Kyst Station.

Publiceret 10 April 2018 06:00

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV