Anne Ehrenreich (V) bad forgæves Ankestyrelsen gå ind i sagen om den famøse hensigtserklæring.

Anne Ehrenreich (V) bad forgæves Ankestyrelsen gå ind i sagen om den famøse hensigtserklæring.

Ankestyrelsen vil ikke se på hensigtserklæring

Venstres Anne Ehrenreich ønskede allerede i december en vurdering fra styrelsen

Af
Fred Jacobsen

Ankestyrelsen, som blandt fører tilsyn med kommunerne, har i to omgange afvist at behandle en henvendelse om den meget omdiskuterede hensigtserklæring i forbindelse med blandt andet salget af Ulvemosehuset og Fritidshuset.
Det er Venstres medlem af byrådet, Anne Ehrenreich (V), der på sin Facebook-profil oplyser, at hun har rettet henvendelse til Ankestyrelsen for at få styrelsen til at vurdere sagen.
“Jeg rettede første gang henvendelse i december sidste år og fik at vide, at Ankestyrelsen ikke havde mulighed for at gå ind i sagen. Begrundelsen var, at styrelsen ikke mente, at sagen var nået langt nok i processen,” oplyser Anne Ehrenreich til Ugebladet. Hun fortæller også, at hun senere endnu en gang henvendte sig til styrelsen og igen blev afvist.

Den er ikke længere

“For mit vedkommende er sagen derfor ikke længere. Det positive er, at hensigtserklæringen nu er taget af bordet,” mener Anne Ehrenreich og tilføjer:
“Jeg synes dog, at man skal gå den lige vej. Det vil sige, at hovedreglen skal være offentlige udbud,” lyder det fra Venstres byrådsmedlem.

I forbindelse med udvikling af området omkring Rungsted Kyststation indgik Hørsholm Kommune i oktober sidste år en hensigterklæring med konsortiet MOMO Development om, at selskabet er med til at udvikle attraktive seniorboliger på grunden på Vestre Stationsvej, der nu rummer Fritidshuset og Ulvemosehuset. 
Hensigtserklæringen er af blandt andet Jacob Kwon, nyhedschef på TV 2 og far til et barn i Ulvemosehuset, blevet angrebet for at være på kant med udbudsreglerne, hvilket borgmester Morten Slotved (K) afviser.
I forbindelse med, at byrådet i marts vedtog at udarbejde en helhedsplan for området, blev hensigtserklæringen taget af bordet. Borgmester Slotved oplyste dog i en pressemeddelelse, at MOMO-konsortiet fortsat - uden hensigtserklæring - var interesseret i projektet.
Det var der stærk utilfredshed med i Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som mener, at man med helhedsplanen har sagt ja til 'at starte forfra'.

Publiceret 26 April 2018 11:12

SENESTE TV