Biografen i kulturhus Trommens satte sig helt på debatten om kommunens regnskab, som traditionelt sjældent fremmaner store diskussioner i byrådet.

Biografen i kulturhus Trommens satte sig helt på debatten om kommunens regnskab, som traditionelt sjældent fremmaner store diskussioner i byrådet.

Trommen og biograf er igen centrum for politisk strid

Kommunens regnskab er ofte en debatløs sag i byrådet - men ikke i Hørsholm, hvor debatten om Trommen og biografen igen de politiske modpoler op

Af
Morten Timm

Morten Timm

Det skulle sådan set bare have været en formel godkendelse af Hørsholm Kommunes årsregnskab for 2017 med en konstatering af, at der er styr på husholdningsbudgettet med et samlet overskud på beskedne 0,8 millioner kroner. men 23,1 millioner bedre end forventet, da der var budgetteret med et underskud på 22,3 mio. kr.

Men det kom igen til at handle om Trommens og biografens regnskab. Venstre fik med et par enkelte stikord sat gang i en lang debat på det seneste byrådsmøde, som endnu en gang satte biografen og Trommen i centrum.

“Jeg kan jo ikke holde tale om regnskab 2017 uden at nævne biografen og debatten om dette delregnskab,” indledte gruppeformand Annette Wiencken.

“I marts satte vi fokus på regnskabet. Det var ikke nogen nem beslutning, men der er i vores øjne nogle uhensigtsmæssigheder i den måde, hvorpå tallene i regnskabet er konteret. Det er ikke fordi vi som kommunalbestyrelsesmedlemmer gør krav på at administrere vores institutioner. Heller ikke fordi, vi nærer mistillid til vores administration, men vi har en interesse i – og den går jeg ud fra, at vi deler med alle her – at biografens økonomi er fuldstændig gennemskuelig,” sagde hun videre.

Én af 3 procent

“Fantastisk at vi skal høre om biografen igen og igen. Det fylder én procent af Sport, fritid- og kulturudvalgets (SFKU) budget, som igen fylder tre procent af hele kommunens budget,” kom det fra Radikale Henrik Klitgaard.

“Der er solgt 13.000 biografbilletter, skolerne benytter den og Seniorbio slås om pladser og må sende ældre hjem, fordi der ikke er plads. Det har kostet 26.000 kroner at drive biograf i et år. Tror godt, at borgerne kan tage det,” fortsatte han.

LA’s Jakob Nybo bidrog til regnskabsdebatten med eventyret om Bio, der snyder Trom. Men endte med at stemme for kommunens regnskab.

LA’s Jakob Nybo bidrog til regnskabsdebatten med eventyret om Bio, der snyder Trom. Men endte med at stemme for kommunens regnskab.

Kejserens nye klæder

Liberal Alliances Jacob Nybo lagde sig ikke overraskende i kølvandet på Venstre og løftede pegefingeren og sagde, at et retvisende regnskab er et vigtigt fundament for, hvordan det er i fremtiden.

Som drengen i eventyret Kejserens nye klæder fremlagde Nybo sagen som en fortælling om Bio og Trom, der havde en fælles kasse, men hvor Bio fik alle indtægterne og Trom må betale alle udgifterne.

“Trom må da føle sig snydt, når Bio scorer alle fordelene,” sagde Jacob Nybo.

Det fik Socialdemokratiets Niels Lundshøj til at tage ordet:

“Hvis du ikke mener, at det er et retvisende regnskab, så skal du stemme imod”.

Partifællen Svend Erik Christiansen supplerede:

“Det virker mere som om du er drengen, der ikke har fulgt med i timen. Man skal ikke bruge stærkere ord end man kan holde til”.

Kritisk mavefornemmelse

Venstres Ann Lindhardt, der tændte debatten om Trommens musical og biograf i Sport-, fritid- og kulturudvalget ved at stemme nej til regnskaberne, understregede, at det ikke var for at finde fem fejl og udstille administrationen, men for at sikre gennemskuelighed for borgerne.

“Jeg stemmer for, selv om jeg har en kritisk mavefornemmelse, da jeg ikke mener at regnskabet tydeliggør, at biografen faktisk slet ikke er gået som tiltænkt. Det er vigtigt at overholde at alle reglerne. Og tallene for biografen afspejler ikke virkeligheden,” sagde Ann Lindhardt.

Med henvisning til Jakob Nybos historie om den lille dreng i kejserens nye klæder replicerede SFKU-formand Nadja Hageskov (K):

“På et eller tidspunkt er du nødt til lægge våbnene og samarbejde. Selvfølgelig skal der være orden i sagerne, og det er der også.”

Tryg borgmester

Borgmester Morten Slotved (K) understregede, at han var helt tryg ved, at SFKU's håndtering af sagen og at revisorfirmaet PWC er bedt om at kigge på, hvordan tingene konteres.

Inden partifællen Thorkild Gruelund satte tingene i et andet perspektiv:

“Hør her. 90 kommuner vil være misundelige, hvis de hørte os i Hørsholm tale om biografen som det største problem, vi har. Det er pebernødder ud af det samlede budget. Hvis vi ikke er uenige om alt det andet, så lad os da bare være det her”.

DFs Glen Madsen pointerede, at selv om det er nævnt, at det her kun er en lille del, så må princippet være, at der skal være styr på det uanset stor eller lille del, der er tale om.

Efter de mange ordvekslinger - og det faktum at biografens regnskab skal gøres op på en ny måde - blev kommunens årsregnskab, der viste en gennemsnitlig kassebeholdning på 58 millioner, enstemmigt godkendt.

Publiceret 06 May 2018 11:00

SENESTE TV