Her er de steder i byen, hvor der kan komme nye stadepladser. Illustration: Hørsholm Kommune

Her er de steder i byen, hvor der kan komme nye stadepladser. Illustration: Hørsholm Kommune

Forsøg skal få folk til at ’smage’ på den levende by

Fem nye stadepladser sendes i udbud

Af
Fred Jacobsen

Også i Miljø- og planlægningsudvalget (MPU) er der fuld opbakning til nu at gå i gang med at udvikle Hørsholms bymidte til at blive langt mere levende end den er nu. Men hvorfor ikke sætte nogle ting i værk før en plan foreligger?

“Vi kunne prøve nogle ting af undervejs. Noget, der ikke kræver de store investeringer, men som giver os nogle erfaringer, vi kan bruge,” siger MPU-formand Kristin Arendt (K) efter at et enigt udvalget på linje med Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget (EBU) gav sin fulde tilslutning til, at der nu skal sættes fart på udvikling af bymidten.

Udvalget forestiller sig ifølge formanden, at man undervejs kan forsøge sig med at udnytte nogle af områderne til nogle midlertidige aktiviteter.

“Det kan være at afspærre et område og sætte et klatrestativ eller lignende op. Eksempelvis gynger eller fitnessanlæg på Ridebanen eller bænke ved Dronningsdammen, man kan sidde på. Jeg kunne godt forestille mig, at hvis vi eksempelvis satte nogle trapper op ved Dronningedammen, så kunne nogle hygge sig der. Lad os dog prøve det af,” siger Kristin Arendt.

Flere stadepladser

Ud over det besluttede MPU, at der skal være flere stadepladser i byen, der i forvejen kun har fire af dem i Hovedgaden (pølsevognen), pølsevognen på p-pladsen ved Rungstedvej/Rungsted Strandvej, kebabboden ved Hørsholmhallen og en mobil stadeplads ved badestranden i Rungsted.

Derfor skal der nu sendes fem nye stadepladser i udbud ved Pennehave, i sydenden af Hovedgaden, p-pladsen ved Hørsholm Allé, Rungsted Kyst Station og på hjørnet af Usserød Kongevej og Ørbæksvej.

“Det er ret populkært med steder, hvor man kan få lækker mad hurtigt. Vi snakker ikke om flere pølsevogne, men noget andet og lækkert,” mener udvalgsformanden.

Publiceret 28 May 2018 09:00