De blå balloner er en gennemgående guide, når du lørdag 9. juni tager på Rungsted Havn. Fotos: Erling Madsen

De blå balloner er en gennemgående guide, når du lørdag 9. juni tager på Rungsted Havn. Fotos: Erling Madsen

Vild med Vand:

Følg de blå balloner på Rungsted Havn

400 balloner signalerer lørdag 9. juni, at havnen er med i landsdækkende Vild med Vand med et hav af aktiviteter

Temafarven er blå som havet – og derfor vil havnepromenaden foran butikker og restauranter på Rungsted Havn være forsynet med 400 blå balloner lørdag 9. juni klokken 11-16.

Hvis man selv går med en lyst til at prøve én af de mange aktiviteter på Rungsted Havn, er her en oplagt mulighed for at prøve under sikre forhold og kyndig vejledning.

Rungsted Kajakklub giver mulighed for at prøve kajak ved ophalerstedet på Sydmolen med åbent hus med kaffe og kage i klubhuset ved Sydstranden.

Rungsted Roklub giver ture i en 4-åres inrigger med styrmand fra brændstof-platformen for sydenden af KDY's klubhus med åbent hus med kaffe og kage i klubhuset ved Sydstranden.

Rungsted Kyst Vandskiklub inviterer på vandski fra Vandskibroen på Nordmolen.

Rungsted Sejlklub hopper på land ved brændstofplatformen med en 12 meter båd og info om klubben. Der arbejdes også på mulighed for sejlture.

En række restauranter og butikker spiller op til det blå Vild med Vand-tema.

Danmarksmester i aktion

Det er andet år, Rungsted Havn er med i det landsdækkende arrangement, som foregår i omkring 100 havne landet over.

Kajakklubben giver opvisning i de såkaldte grønlændervendinger, hvor kajkroeren ruller rundt.

Kajakklubben giver opvisning i de såkaldte grønlændervendinger, hvor kajkroeren ruller rundt.

Grønlændervending

Én af de foreninger, som benytter lejligheden til dels at invitere på en sejltur i inderhavnen, dels præsenterer noget af det svære og spektakulære, er Rungsted Kajakklub, som viser grønlændervending eller som det retteligen hedder Rulning:

“Det sørger vort medlem Astrid Korsholm for. Hun er danmarksmester i rulning for ungdom. Og hun viser nogle af de mange måder, der kan rulles på,” fortæller Randi Dyrnesli fra kajakklubben i en pressemeddelelse.

Vild med Vand er for alle aldre og aktiv deltagelse kræver kun én ting: At kunne svømme.

Tag en ballon med hjem

Derudover kan der være en mindstealder. I kajak eksempelvis otte år og robåd 12 år – men instruktørerne tager sig af, at sikkerheden er i top.

Når klokken er 16 lørdag 9. juni, så er børn og barnlige sjæle velkomne til at tage en af de 400 blå balloner med som en souvenir fra Rungsted Havn.

Vild med Vand arrangeres af Flid, som er foreningen for lystbådehavne, og Dansk Sejlunion med støtte fra Nordea Fonden.

Ikke alle aktiviteter foregår i hele tidsrummet klokken 11 til 16, og programmet udbygges op til dagen. Læs om de mange muligheder på Rungsted Havn på www.vildmedvand.dk/rungsted.jesl

Publiceret 05 June 2018 07:00