Otte af de 19 medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse har for skatteborgernes penge været på medietræning. Det er klar forskelsbehandling, fastslår DFs Glen Madsen og Venstres Annette Wiencken. Foto: Morten Timm

Otte af de 19 medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse har for skatteborgernes penge været på medietræning. Det er klar forskelsbehandling, fastslår DFs Glen Madsen og Venstres Annette Wiencken. Foto: Morten Timm

Forskelsbehandling:

Borgmester og udvalgte politikere til medietræning for 246.000 kr

“Det er tale om urimelig forskelsbehandling - og så for skatteborgernes penge,” lyder kritikken fra DF’er Glen Madsen. Borgmester Morten Slotved afviser og kalder det en vigtig opgave

Af
Morten Timm

Morten Timm

246.000 skattekroner har Hørsholm Kommune med borgmester Morten Slotved i spidsen, de syv politiske udvalgsformænd, fire direktører og ni centerchefer netop spenderet på et medietræningskursus afholdt på Rungstedgaard.

Det var kommunikationsfirmaet Høstager Solo, ejet af journalist Esben Høstager, der stod for undervisningen af de 21 udvalgte, og de var på skolebænken én dag hver. Pris pr. deltager 11.725 kr.

At bruge tæt på en kvart million kroner af skatteborgernes penge er noget, der er faldet DFs Glen Madsen for brystet, og han kalder det både urimelig forskelsbehandling af de folkevalgte politikere samtidig med, at han ikke mener, at det er noget borgernes skattekroner skal finansiere.

“Jeg mener ikke, at medietræning hører ind under en kommunes kerneopgave. Samtidig er der en klar skævvridning i, at nogle politikere - i det her tilfælde de konstituerede partier - får betalt et medietræningskursus, mens vi andre i oppositionen ikke får det. Der er absolut ingen rimelighed i, at kun nogle kommunalbestyrelsesmedlemmer får denne kæmpe fordel. Det er i sig selv et demokratisk problem, og da slet ikke noget skatteyderne skal betale. Det er jo galimatias og burde være det enkelte parti,” siger Glen Madsen.

Desuden finder han det højst besynderligt, at de øvrige i byrådet ikke har været orienteret om medietræningskurset, og han kun tilfældigt fandt ud, at det var arrangeret.

“Jeg kan ikke andet end tro, at de syv udvalgsformænd må sidde med en dårlig smag i munden, når de tænker på, at det er for skatteborgernes penge. De burde selv betale, og de får også en ok hyre for deres formandspost,” tilføjer DFs byrådsmedlem.

Oppositionen forfordeles

Venstres Annette Wiencken deler Glen Madsens synspunkt om forskelsbehandling af Hørsholms folkevalgte, der heller ikke kan lade være med at se den signalværdi, der ligger i at sende konstitueringspartierne på mediekursus, og hvordan det hjælper den enkelte politiker fremadrettet i næste valgkamp.

“Jeg synes, at oppositionen bliver forfordelt, og jeg ser det da som et problemfelt, at Hørsholms borgere har betalt til, at nogle politikere får mulighed for at føre en bedre valgkamp,” fastslår Annette Wiencken.

Omvendt erkender hun, at hun selv er en ivrig fortaler for, at kommunens kommunikation styrkes, og hvis sådan et kursus kan være med til at rette det op, så kan pengene været givet godt ud.

Og det er lige, hvad borgmester Morten Slotved mener, at de 246.000 kroner er.

“Det her handler om Hørsholm Kommunes udadvendte funktioner, og det er møntet specifikt på dem, der kan udtale sig på kommunens vegne. Vi finder det vigtigt, at vi, i vores dialog med medierne, lærer at få det budskab ud, som vi ønsker at få frem,” siger Morten Slotved til Ugebladet.

Tager opgaven alvorligt

Borgmesteren afviser kritikken om forskelsbehandling af politikerne.

“Det har ikke noget med konstitueringen at gøre, men alene dem, der kan og skal udtale sig på kommunens vegne, og det finder jeg giver god mening. Det kan da kun være i borgernes og Glen Madsens interesse, at de får kommunikeret ordentligt ud. Så han burde være tilfreds med, at vi tager den opgave alvorligt, og jeg mener, at det giver god mening at gøre det her i begyndelsen af en ny valgperiode,” understreger Slotved.

Han tilføjer, at der er markant mere fokus på kommunikation og budskaber i forhold til medierne. Og hvad det er for en ’kontrakt’, man indgår med journalisten og mediet.

“Jeg mener, at det er rigtig vigtigt, at vi som kommune er opmærksomme på, hvordan vi får dialog med medierne, og vi kan styrke det budskab, vi ønsker at få ud. Samtidig at vi ved, hvordan de ting, vi siger, kan tolkes af pressen og dermed forhindre, at vi havner i en sag, hvor man vil sige, at det kunne vi have undgået, hvis vores kommunikation var håndteret anderledes,” pointerer borgmesteren.

Hørsholm Kommune fik tilbage i 2008 medietræning til den daværende direktion, men det er første gang i Slotveds borgmestertid, at det politiske niveau trænes i at optræde i medierne. Dog har borgmesteren fået kommunikationsrådgivning i enkelt sag, da der for nogle år siden var heftig debat om at åbne Sjælsmark op.

Behovet ikke stort

Borgmesterens svar tilfredsstiller ikke Glen Madsen fra Dansk Folkeparti, der ser den aktuelle medietræning som for dyr og stor i forhold til behovet for en kommune som Hørsholm.

“De primære medier, vi taler med, er jo Ugebladet og Frederiksborg Amts Avis. Enkelte gange TV2-Lorry. Det handler ikke om den landsdækkende presse, og hvor tit sker det, at centerchefer og direktionen stiller op på tv,” spørger Glen Madsen og tilføjer, at administrationen jo selv må afgøre, hvad de vil indenfor deres ramme.

Morten Slotved fastholder nødvendigheden af medietræningen.

“Jeg er meget tilfreds med det udbytte, vi har fået. Og hvis vi har kunnet klæde hver eneste udvalgsformand, direktør og centerchef på til opgaven for 11.000 kroner pr mand, så er vi efter min mening kommet et langt stykke,” siger borgmesteren.

Venstres Annette Wiencken kan også godt acceptere, at direktører og centerchefer bliver klædt på.

“Det er helt oplagt, og jeg synes, at det er sundt, at vi løfter kommunikationen, så vi får et tættere og mere tillidsfuldt forhold til borgerne”.

Publiceret 09 June 2018 10:30

SENESTE TV