Efterlyst i Ugebladet:

Nu er regimentets skjold tilbage

Det hang og dinglede der på stenen - så tog de det med hjem

Af
Fred Jacobsen

“Det utrolige er sket, jeg er i dag, her til eftermiddag, blevet kontaktet og har fået overdraget KAR skjoldet.”

Begejstringen er ikke til at tage fejl af i indledningen til den besked, Ugebladets redaktion modtog fra Lars Clausen 25. maj: Kongens Artilleri Regiments (KAR) skjold kan - efter noget reparationsarbejde her og der - genforenes med den sten, der tidligere stod ved indgangen til Sjælsmark Kaserne.

Stenen har i en årrække fristet en noget upåagtet tilværelse på en lige så upåagtet skråning mellem p-plads og Nordsjællands Brandvæsen i Kokkedal. Men skjoldet var væk. Ingen vidste, hvordan det var forsvundet. Endsige, hvor det befandt sig. Indtil fredag 25. maj, da to mænd om eftermiddagen dukkede op hjemme hos Lars Clausen i Humlebæk.

“Det var menige fra Stab og Målopklaringen, der bankede på og spurgte, om jeg gav en kop kaffe. Selvfølgelig gjorde jeg det, “fortæller Lars Clausen, “og så pludselig sagde en af dem, at han lige skulle ud og hente sin mobiltelefon, i bilen. Jeg fattede ikke et sekund mistanke, før han stod foran mig med en plastikpose med skjoldet,” beretter han fra overdragelsen.

Historien bag skjoldets forsvinden er den, at den ene af mændene en dag for et par år siden var kommet forbi stenen med regimentskjoldet i Kokkedal og så, at skjoldet kummerligt hang og dinglede i den sidste bolt.

Det fandt han ikke i orden og tog skjoldet med hjem og lagde det i sin kælder.

“Så var det, han læste Ugebladet og kom til at tænke på skjoldet nede i kælderen. Og tænkte vel også, ja, nu tager vi sgu røven på Clausen,” fortæller en glad Lars Clausen.

Skjoldet er pænt medtaget. Hullerne, hvor boltene har holdt det fast i stenen, er tæret igennem, og skjoldets sværd sidder heller ikke helt, hvor det skal. Men det kan repareres, mener Lars Clausen.

“Jeg skal finde én, der kan noget med at støbe i jern, så må vi se at få det renoveret, så det meste af det oprindelige bliver bevaret”, lyder det fra den glade tidligere artillerist, der nu er ansat i beredskabet i København.

Lars Clausen oplyser, at Hørsholm Kommune vil hjælpe med at flytte stenen, som kommunen i sin tid anbragte dér på skrænten, da Sjælsmark blev nedlagt som kaserne. Han ser gerne, at den - med skjold - får sin nye plads hos 1. Artilleriafdeling i Varde, hvor de også er interesserede i at modtage den.

Stenen uden skjold, men med Lars Clausen. Foto: Fred Jacobsen

Stenen uden skjold, men med Lars Clausen. Foto: Fred Jacobsen

Publiceret 12 June 2018 07:30

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV