Erhvervslivets virksomhedsdoktor fylder 60

Jens Schultzer, Hørsholm, har taget erhvervslivet ad nye veje

Hørsholmborger Jens Schultzer kan fejre sin 60 års fødselsdag onsdag 13. juni.

Han var succesfuld europæisk topchef, da Nokia havde sin storhedstid, siden blev han den rådgiver andre topchefer kalder på, når de skal nytænke forretning og lederskab.

I dag er han en anerkendt rådgiver for topledere fra organisationer som eksempelvis GN, Aller Media, BMW, Russell Reynolds, Coca Cola, Pfizer, Mærsk, og Oath, når de skal finde nye kriterier for vækst og strategiimplementering.

Han er virksomhedsdoktoren som kan gå direkte ind i en organisation, med det samme stille skarpt på udfordringen, OG finde løsningen - som den strategiske katalysator for forandring. Og det sker altid med mennesket i centrum for enhver transformation, og fokus på at du selv har et ansvar for at lykkes - og bedst skaber dine resultater med udgangspunkt i at finde dine personlige værdier.

”Vi skal ud af succesfælden, som blot handler om at præstere. Vi når først vore mål, når vi tager ansvar for at ændre vaner mod en sund krop og en klar bevidsthed. Det er en forudsætning for at lykkes, at lære at lede dig selv - så følger resten,” siger 60 års fødselaren.

Barndom i Hørsholm

Barndommen blev tilbragt i Hørsholm, i en familie hvor moderen var ergoterapeut og faderen var jurist og leder af Københavns Tandlægehøjskole.

Student fra Rungsted Statsskole, derefter reserveofficer i Den Kongelige Livgarde, efterfulgt af studier ved CBS hvor han i 1984 blev cand.merc. i Business Management & Marketing.

Jens Schultzer udviklede sig til en erfaren og visionær leder, med en stærk international baggrund fra bl.a. ISS og senere i Nokia Mobile Phones, hvor han fik tre CEO positioner: Først i Danmark, så i Østrig-Schweiz, og sidst i Tyskland hvor han blev kåret som årets leder af den tyske presse.

60 års fødselaren ved sit møde med Dalai Lama. Jens Schultzer har arbejdet med flere charity projekter for Dalai Lama og Tibet. Pressefoto

60 års fødselaren ved sit møde med Dalai Lama. Jens Schultzer har arbejdet med flere charity projekter for Dalai Lama og Tibet. Pressefoto

Holistisk tilgang

Det var efter disse succesfulde internationale år, at Jens Schultzer besluttede at skifte den traditionelle præstationsfokuserede blå ledertænkning ud, med en dybere og mere holistisk tilgang til at lede mennesker og forretning.

Jens Schultzer gjorde noget ikke mange topledere gør. Han valgte at investere mere end et årti i at studere filosofi, psykologi, og personlig udvikling.

Sagde farvel til the corporate world, og stiftede egen rådgivningsvirksomhed med fokus på ledelse og bevidsthed; det holistiske lederskab som også blev emnet for hans første bog “Den usynlige leder” fra 2009.

”Min ledelsesstil har altid været præget af innovativ tænkning, nye måder at møde udfordringer på, og en dyb tillid til synergien i teamwork. Jeg indså dog også, at der var en række essentielle værktøjer, som jeg ubevidst benyttede mig af. Det var disse refleksioner over min succes som leder, som førte til udviklingen af min filosofi om det holistiske og bevidste lederskab.”

Filosofi og livsvisdom

De dybe studier af filosofi og livsvisdom, og senest studier i naturmedicin fordi krop og sind hænger sammen, betyder også, at Jens Schultzer ofte har været forud for sin tid, som da han allerede i 2011 udgav bogen “På den anden side” om etisk fokuserede bæredygtige formålsdrevne virksomheder.

”Penge er som ilt. Du er nødt til at trække vejret for at leve, men det vil være et højst kedsommeligt liv, hvis du lever for at trække vejret. Det samme gælder virksomheden. Selvfølgelig skal den tjene penge, men det vil være en kedelig virksomhed, hvis den blot er sat i verden for at tjene penge,” fastslår Jens Schultzer.

Det er også med denne kombination af nytænkende lederskab og sund forretningsvækst, at Jens Schultzer har bidraget som bestyrelsesmedlem i virksomheder som Have Kommunikation, Appium Technologies, Nordic Venture Partner, Carlsen Europa, Rungsted Golfklub og Tibet Charity.

Golf, bjerge og hav

Sammen med sin hustru erhvervskvinden Birgitte Mørck Schultzer, har han gennem årene stået bag en række initiativrige iværksætter- og charity projekter; og deres åbne gæstfrie hjem er stedet hvor man kan være sikker på at møde danske som udenlandske kultur og erhvervs-personligheder, som vil vide hvor verden er på vej hen, og ønsker at suge til sig af Jens og Birgitte Schultzers store viden om personlig udvikling.

Fritiden bruges flittigt på golfbanen i Rungsted Golfklub og med bjergcykling på Mallorca, ligesom virksomhedsdoktoren er sejlsportsmand af hjertet.

Jens Schultzer fejrer dagen med sin familie i huset på Mallorca.

Publiceret 13 June 2018 17:30

Ugebladet Hørsholm nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugebladet Hørsholm
SENESTE TV