Kystbanen har været ramt af forsinkelser og aflysninger i ét væk. Nu vil politikerne lægge et hårdere pres på trafikminister Ole Birk Olesen for, at der bliver gjort noget ved problemerne. Arkivfoto

Kystbanen har været ramt af forsinkelser og aflysninger i ét væk. Nu vil politikerne lægge et hårdere pres på trafikminister Ole Birk Olesen for, at der bliver gjort noget ved problemerne. Arkivfoto

Byråd øger pres på minister efter Kystbane-kaos

Massive forsinkelser har rykket ved politikerne tillid til Kystbanen. Venstre kræver mere handling

Af
Morten Timm

Morten Timm

Kystbanen er Hørsholms trafikale livsnerve for lokale pendlere, men de seneste uger har togstrækningen fungeret så dårligt, at borgmester Morten Slotved sammen med flere andre nordsjællandske borgmestre troppede op hos trafikminister Ole Birk Olesen for at få gjort noget ved de massive forsinkelser og aflysninger, der har hørt til dagligdagen i maj og juni. Alene i maj faldt punktligheden på Kystbanen til kun 65 procent, mod kontraktlige krav til DSB om en rettidighed på over 82 pct. Overfor borgmester-delegationen lovede ministeren at udarbejde en analyse af forholdene på Kystbanen med henblik på at få flere tog og højere punktlighed.

Venstre: Uacceptabelt

Et output som borgmester Morten Slotved (K) umiddelbart accepterede, men det tilfredsstillede på ingen måde Venstre i Hørsholm, som benyttede deres initiativret og fik sagen bragt på byrådets dagsorden mandag. “Det er helt uacceptabelt, især fordi der ikke gives nogen gode begrundelser,” lyder det fra Venstres Anne Ehrenreich og Kristian N. Jensen, der med deres forslag opfordrede borgmesteren - og gerne sammen med de andre kystbaneborgmestre - til at få helt konkrete tilsagn om, hvornår togene igen kører til tiden. “Borgerne i Hørsholm har brug for at få et signal om, hvad der sker. At der laves en rapport er meget lidt konkret, og vi mener, at det skal meddeles, at vi ikke vil finde os, at det fortsætter som i maj og juni på Kystbanen,” sagde Anne Ehrenreich (V) på mødet.

Nyt brev

Selv om borgmester Morten Slotved mente, at Ole Birk Olesen (LA) allerede var under stort pres til at finde ud af, hvordan der skaffes flere tog og øget punktlighed på Kystbanen, imødekom han Venstres forslag og indvilligede i, at der blev formuleret et brev til trafikministeren, hvor det tydeligt fremgår, at Hørsholm Kommunalbestyrelse ser med stor alvor på Kystbane-situationen. Et brev der skal ligge på ministerens bord inden sommerferien, lød beslutningen. Byrådets nestor, Thorkild Gruelund, var dog ikke synderlig optimist og ønskede at få taget det et skridt højere op. “Nu har vi haft 15 forskellige trafikministre de sidste 25 år, og ingen af dem har kunnet gøre Kystbanen bedre. Ingen. Jeg synes, vi skal gå til chefen - og skrive til statsministeren i stedet,” sagde Thorkild Gruelund.

Publiceret 20 June 2018 15:00

SENESTE TV