Rungsted Golf Klub holdt junioruge for 58 børn i strålende solskin. Foto: Anders Møller

Rungsted Golf Klub holdt junioruge for 58 børn i strålende solskin. Foto: Anders Møller

Fed Golfuge i Rungsted

Rungsted Golf Klub holdt junioruge med 58 børn og unge

Den første uge i skolernes sommerferie er traditionen tro juniorernes uge i Rungsted Golf Klub. I fem dage står den så på leg, der spilles, konkurreres, grines og overnattes.

Sådan var det også i år, hvor 58 børn i alderen 7 til 17 år fik sig en golfuge med masser af sjov og selvfølgelig masser af golf.

Klubbens trænere og frivillige juniorledere havde lagt et program, der sikrede, at alle børn, uanset, alder eller golferfaring, blev tilgodeset. De mindste kunne spille og konkurrere med de største, og de mindst erfarne kunne udfordre de mest erfarne. Golf er nemlig indrettet, så alle har et golfhandicap, der udligner forskellene i erfaring, alder og køn.

”Golf er en familiesport, som alle kan komme i gang med, og i juniorugen oplever vi hvert år, at der deltager børn uden tidligere golferfaring”, fortæller Club Manager Anders Møller og oplyser, at der efter juniorugen altid er nogle af de uprøvede børn, der tegner et begyndermedlemskab og i løbet af efteråret bliver til rigtige golfspillere.

Rungsted Golf Klub har 133 juniormedlemmer. Langt de fleste er børn af forældre, der gennem mange år har spillet golf i Rungsted. For at tiltrække flere familier har Rungsted Golf Klub lettet adgangen ved indmeldelse, så der opnås rabat på indskuddet, hvis en hel familie melder sig ind på én gang.

Publiceret 08 July 2018 11:03

SENESTE TV