Se billederne: Det kører på skinner for Banedanmark

Banedanmark er nu mere end halvvejs med den gennemgribende fornyelse af Kystbanen, og alt skrider frem efter planen

Af
Morten Timm

Med tre uger tilbage af arbejdet er Banedanmark fortrøstningsfulde omkring, at spærringen hæves til tiden, så Kystbane-togene kan køre igen 13. august.

Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse. Dog vil myldretidstogene i den første uge være aflyst, da man nogle få steder på strækningen mellem Hellerup og Helsingør er nød til at køre langsommere end normalt.

"Jeg er meget tilfreds med, at arbejdet er gået som planlagt. Det er utrolig vigtigt for alle i Banedanmark, at vores arbejde er af høj kvalitet, og at vi bliver færdige til tiden. Vi er meget opmærksomme på, at vi skal arbejde intensivt og målrettet, så passagerne igen kan køre med tog den 13. august," siger projektleder Andreas Christoffer Lund.

Siden 30. juni er der blevet arbejdet på højtryk og i døgndrift flere steder på strækningen, og nogle af de mest omfattende arbejder udføres på stationerne Klampenborg, Skodsborg og Rungsted.

"Vi kan nu med vores egne øjne se en stor forandring af stationerne. Det er dejligt. På Rungsted, Skodsborg og Klampenborg har vi fjernet de eksisterende spor og er i gang med at indbygge nye sporkasser, spor og sporskifter. Vi glæder os meget til at passagerne får lov til at køre på de nye skinner." siger Andreas Christoffer Lund videre.

Nye jernbanebroer

Pendlertalsmand Michael Randropp noterer udmeldingen fra Banedanmark med tilfredshed.

"Jeg er glad for, at arbejdet skrider fremad, som det skal. Jeg vil jo rigtig gerne tilbage i toget, og det ved jeg, at mange ser frem til. Selvom det er ærgerligt, at der ikke kan køre myldretidstog, som vi er vant til, så er jeg glad for, at det trods alt bliver meldt ud i tide, så os pendlere kan forholde sig til det og planlægge derefter." siger Michael Randropp i pressemeddelelsen.

Sommernes fornyelse af Kystbanen indebærer også renovering eller udskiftning af i alt ti jernbanebroer, herunder i Nivå og Humlebæk, hvor Banedanmark har allerede revet to broer ned og udskiftet dem med nye.

Derfor ingen myldretidstog i den første uge

* Når der er blevet lagt nyt jernbanespor, skal Banedanmark leve op nogle sikkerhedskrav.

* Det nye sporet skal 'sætte sig', inden man kan køre med høj hastighed. Konkret sker det ved, at skinnerne bliver udsat for et tryk.

* I langt de fleste tilfælde bruger Banedanmark en såkaldt dynamisk stabiliseringsmaskine, som udøver et tryk på skinnerne, tilsvarende en pladsvibrator når man lægger en terrasse.

* Men mellem Helsingør og Hellerup er der 11 steder, hvor maskinen ikke kan bruges grundet bærende brokonstruktioner. Her vil man leve op til sikkerhedskravene ved at lade passagertog gennemkøre strækningen med max 80 km/t indtil sporet har stabiliseret sig via de mange togpassager.

* Det betyder, at DSB i myldretiderne mandag-fredag fra den 13.-17. august kører seks i stedet for ni tog i timen til og fra Kystbanens største stationer.

* Når togene skal køre langsommere, er der ikke plads til at køre ligeså mange tog som normalt. Til gengæld sørger DSB for, at de tog, der kører, så vidt muligt har flere vogne på end normalt.

* Det er en løsning som Banedanmark og DSB er blevet enige om.

Publiceret 01 August 2018 00:00

SENESTE TV